Nettet koger: Tog Grand Prix-vinder stoffer på live-tv?

I et klip, der florerer på nettet efter gårsdagens show, lader det til, at forsangeren hos de italienske vindere fra Måneskin tager stoffer på live-tv. Selv afviser han

Tingene går ikke altid efter planen, når der sendes live på tv.

Men det er måske en god hovedregel at lade være med at tage stoffer, når et kamera peger på dig hele aftenen.

En video, som lige nu florerer på nettet, lader til at have fanget frontmanden hos de italienske vindere, Måneskin, på et dårligt øjeblik. Flere seere påpeger nemlig, at det ser ud, som om han bøjer sig ned over bordet og sniffer noget.

Det fangede svenske Aftonbladet allerede lørdag aften, og derfor var de klar til at spørge ham på pressemødet efter showet, om der var stoffer på bordet.

'Jeg tager ikke stoffer'
Forsangeren hedder Damiano David, og han afviser at have taget stoffer.

- Thomas ødelagde et glas. Thomas ødelagde et glas med sit ben. Jeg tager ikke stoffer. Please, folkens. Lad være med at sige det, siger Damiano David.

Det får salen til at bryde ud i jubel, hvorefter sangeren rejser sig op, slår i bordet og jubler med dem.

- Vær søde at lade være med at sige det. Lad være med at sige det. Ingen kokain. Lad være med at sige det, gentager Damiano David.

Se episoden i videoen øverst i artiklen.

En repræsentant for Eurovision bad derefter reporterne om kun at stille spørgsmål, som omhandlede showet og musikken.

Efterfølgende har bandet delt en udtalelse i en historie på deres officielle Instagram-konto.

'Vi er virkelig chokerede over, hvad nogle mennesker siger om, at Damiano tog stoffer. Vi er virkelig IMOD stoffer, og vi har aldrig taget kokain. Vi er klar til at blive testet, for vi har ikke noget at skjule,' skriver gruppen.

Viralt på nettet
Selvom både sangeren og bandet afviser at have taget stoffer under showet, så dele mange alligevel en video af sekvensen på sociale medier.

Eksempelvis på Twitter, hvor videoen deles lystigt, og mange tydeligvis er chokerede over, at det skete på live-tv. Blandt andet i dette opslag, hvor brugeren skriver:

'Tog en eller anden lige en bane på live-tv til Eurovision!!?'

Opslaget har i skrivende stund lidt mere end 11.000 likes.

Der har gennem årene været en lang række skandaler ved Eurovision, som har fået seerne op af stolen. Måske denne skriver sig ind i rækken, men hvis du vil læse alt om alle de tidligere skandaler, så har Ekstra Bladet skrevet om dem lige her.