Pladesalget svigter, men: Helmig skal optræde for million-publikum

Thomas Helmig kommer og spiller et nummer, når 'X Factor' på fredag skal finde sin vinder

Thomas Helmig får æren af at optræde ved fredagens 'X Factor'-finale. Foto: Tariq Mikkel Khan
Thomas Helmig får æren af at optræde ved fredagens 'X Factor'-finale. Foto: Tariq Mikkel Khan

Helmig på katastrofekurs

Traditionen tro skal 'X Factor'-finalisterne dele scene med en mere rutineret musiker, når vinderen af årets show skal findes.

Sidste år havde finalen besøg af verdensstjernen Ed Sheeran, men denne gang er det en kunstner fra vore egne himmelstrøg, der skal underholde publikum og seere.

I år er det nemlig Thomas Helmig, der har fået æren af at komme og optræde. Det afslører DR i en pressemeddelelse.

Thomas Helmig udsendte 1. marts albummet 'Takker', men nogen stor succes blev det ikke for den garvede hitmager. Albummet peakede i sin første uge på markedet på en andenplads på den danske hitliste, men allerede ugen efter gik det den forkerte vej, da 'Takker' røg ned på sjettepladsen.

Dermed tegner Thomas Helmigs 16. studiealbum til at blive det første siden 'Groovy Day’ fra 1996, der ikke opnår en 1. plads.

Thomas Helmig har flere gange været på 'X Factor'-dommernes læber, da det er blevet diskuteret, hvorvidt Sanne Salomonsen har haft et forhold til den populære hitmager.

- Thomas Helmig er en vaskeægte institution i dansk musik, som har formået at levere det ene hit efter det andet igennem snart 40 år. Dét er imponerende. Og så har han jo haft en sjov og væsentlig rolle mellem dommerne i denne sæson, siger DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme i pressemeddelelsen.

- Det bliver helt fantastisk at opleve ham live i 'X Factor'-studiet, og jeg er helt sikker på, at både seere, deltagere og dommere vil tage godt imod ham, siger han.

Utroligt: Helmig lider vildt nederlag

Den 53-årige aarhusianer skal optræde med nummeret 'Vi er de eneste' fra sit seneste album.

I finalen kæmper Thomas Blachmans gruppe Place On Earth med Remees to voksne deltagere Jamie Talbot og Rasmus.

Thomas Blachman har én gang før vundet 'X Factor', mens Remee har fire sejre på sit cv.