Publikum buher ad massevoldtægt

Danske Kasper Holten om voldsom scene: Det er tanken, det skal være ubehageligt

Kasper Bech Holten beklager, hvis nogen finder scenen oprørende. (Arkivfoto: Jan Unger)
Kasper Bech Holten beklager, hvis nogen finder scenen oprørende. (Arkivfoto: Jan Unger)

En scene, hvor en kvinde bliver massevoldtaget i stykket 'Guillaume Tell' på Royal Opera House i London, har kastet Kasper Holten ud i modvind.

Danskeren, der har været teaterchef i den engelske hovedstad siden 2011, har været nødt til at udsende en erklæring om den rå scene.

'Produktionen rummer en scene som retter spotlight mod den brutale virkelighed og viser en kvinde blive misbrugt i krigstid - og seksuel vold er et tragisk faktum i forbindelse med krig", skriver Kasper Holten ifølge Jyllands-Posten og fortsætter:

- Det er tanken, at det skal være en ubehagelig scene - helt på linje med andre oprørende og voldelige optrin i Rossinis opera. Vi beklager, hvis nogle mennesker finder dette oprørende."

Det var på åbningsaftenen af Rossinis opera, at salen begyndte at buhe i ubehag over, at den schweiziske kvinde blev massevoldtaget af østrigske besættelsesstyrker.

Scenen viser, soldater, der tvinger champagne ned i kvindens hals, kærtegner hende med en pistol, inden de river tøjet af hende og tvinger hende til at lægge sig nøgen på en bord, hvorefter de skiftevis voldtager hende.

- Det var de højeste og mest vedvarende buh-råb, jeg kan huske at have hørt ad nogen forestilling på denne adresse, sagde teaterkritiker, George Hall i avisen The Stage efterfølgende.

Udover de højlydte mishagsråb, der overdøvede musikken, valgte mange publikummer også at forlade salen.