Øjnene er små og hovedet tungt hos Fyr og Flamme dagen derpå.
Nok var den helt store efterfest efter lørdag aftens Grand Prix-sejr aflyst, men Jesper Groth og Laurits Emanuel formået alligevel at fejre triumfen hjemme i Groths lejlighed i København.
Noget overraskede blev de dog, da de natten til søndag mødtes i privaten med deres nærmeste venner i corona-boblen.
- Fadølsanlægget var tømt, da vi kom! siger 31-årige Jesper Groth med en vis forargelse i stemmen.
Heldigvis var der både gin og andre våde varer at skylle triumfen ned med, og det blev den i en grad, at der må reparationsbajere til, mens Fyr og Flamme søndag eftermiddag taler med Ekstra Bladet.
Afviser: - Det er ikke en parodi
De er lige dele glade, trætte og rørte over, at det blev til en sejr ved Grand Prix'et.
- Jeg har faktisk lige grædt. Jeg har lige set vores show for første gang. Det var så fantastisk, og vi er bare så lykkelige. Det viste det sig i hvert fald, at vi er. Den der krammer, vi giver hinanden på scenen, er bare ægte følelser, og dem er der måske ikke så mange af for tiden, siger 34-årige Laurits Emanuel, der også er ramt af savn.
Hjemme i Bramming er hans kone og hans to små børn, og det varer flere dage, før han får tid til at se dem.
- Jeg vil gerne dele det med dem, men jeg ser dem nok først på fredag, siger han og kæmper for, at stemmen ikke skal knække.
Hans liv i den lille jyske provinsby er en kæmpe kontrast til lørdag aftens diskoshow, hvor han var iført højhælede hvide sko og en matchende afbleget manke.
- Ja, det er ikke sådan, jeg ser ud, når jeg går til bageren derhjemme. Det er i campinghabit og med træsko på. Så siger man bare 'goddaw do' til de andre i køen. Der er der dårligt nogen, der ved, hvem jeg er, siger han.
Ændrede i vindersang: Det gør vi ikke igen
Også Jesper Groth er kendt for at spænde bredt. Fra 'Sygeplejeskolen' til 'Stormester' og Grand Prix. Som entertainer hopper den skuespiller-uddannede Grand Prix-sanger ikke med på præmissen om, at man kun kan én ting.
- Der, hvor det hele startede for mig, var, da jeg optrådte i netundertrøje ved en playback-konkurrence. Lørdag aften havde jeg netundertrøje på igen, så ringen er total sluttet. Alt er godt, siger han.
Erkender: Det er en kæmpe fordel
Kontrasterne er de begge vilde med.
- Vi er nok ret rastløse begge to og vil gerne prøve alt her i livet, siger Laurits Emanuel.
Det næste, den temmelig festlige og dynamiske duo skal prøve i deres musikliv sammen, er Eurovision Song Contest i maj, hvor de med deres 'Øve os på hinanden' skal forsvare de rød-hvide farver i Rotterdam.
Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo har anmeldt Dansk Melodi Grand Prix 2021, og står det til ham, behøver der ikke komme en 2022-udgave af showet. Læs hans anmeldelse her(+)