Roskilde hang i tynd tråd: - Det er en kæmpestor lettelse

Før Roskilde Festival modtog kompensation for aflysningen i 2020, hang fremtidens festival i en tynd tråd

Fredag kunne Ekstra Bladet fortælle, at der fra staten var rullet 62,6 millioner kroner ind på kontoen hos foreningen Roskilde Festival i kompensation for aflysningen af festivalen i 2020.

Og der må i den forbindelse have lydt et lettelsens suk hos foreningen.

Ifølge administrerende direktør, Signe Lopdrup, hang festivalens fremtid nemlig i en tynd tråd inden.

- Da vi hverken havde fået svar på vores ansøgning om kompensation for 2020 og heller ikke havde fået en hjælpepakke for 2021, var vores situation frygtelig usikker, så det er en kæmpestor lettelse, at vi har fået ansøgningen godkendt, siger hun til Ekstra Bladet.

- Hvad havde det betydet, hvis I ikke havde fået pengene?

- Så havde situationen været meget alvorlig, fordi foreningen Roskilde Festival, som er hovedarrangør af begivenheden, er en almennyttig forening og en indsamlingsbegivenhed. Det betyder, at vi deler alle vores midler ud efter hver festival. Derfor har vi en meget lille pengetank, siger hun og fortsætter:

- Vi har konsolideret os i vores fond med det nødvendige og ansvarlige kapitalberedskab, men den ville ikke kunne hjælpe foreningen i den udstrækning, der skulle til her. Hvis ikke vi havde fået hjælp, så havde vi ikke klaret os. Så havde der ikke været en Roskilde Festival på den anden side.

Kæmpe krise
Signe Lopdrup fortæller, at de 62,6 millioner kroner udelukkende dækker tabet ved aflysningen af festivalen i 2020. Det gælder eksempelvis planlægningsomkostninger, leje af pladsen og forsikringer.

Dermed er de mange foreninger, som festivalen hyrer ind til eksempelvis at stå for madboder, ikke dækket af kompensationen.

- Langt de fleste almennyttige foreninger som idrætsforeninger og spejderforeninger har en grunddrift og modtager et tilskud, og det er meget vigtigt for os at sige, at vores oplevelse ikke er, at foreningerne er gået neden om og hjem. Det, de mister, er alt det ekstra. Muligheden for at arrangere sommerlejre eller ekstra arrangementer for børnene for eksempel.

- Men hvis ikke vi har foreningerne at samarbejde med, kan vi slet ikke lave en Roskilde Festival, som vi plejer. Så vi håber, der også i år kommer hjælp til dem for det tab, de lider ved aflysningen.

Hun understreger også, at kompensationen ikke løser alle foreningens bekymringer.

- Én ting er, at vi mister alt i vores forening to år i træk, men vi har også en fond, hvor vi løser opgaver for andre, og der har vi også mistet op imod 70 procent af vores omsætning. Det er kæmpe krise for alle os, der lever af at samle mennesker. Vores branche er den, der er allerhårdest ramt, siger Signe Lopdrup.

Flere festivaler venter stadig venter at få deres ansøgning om kompensation ved den såkaldte arrangementspulje behandlet.

Det gælder blandt andet Tinderbox i Odense og NorthSide i Aarhus, der samlet søger om 48 millioner kroner fra den danske stat, til trods for at de som fortalt i Ekstra Bladet ejes af selskaber med adresse i skatteparadiset Luxembourg.