Så tæt var Danmark på finalen

Danske Fyr og Flamme klarede sig lige præcis ikke til finalen i Eurovision Song Contest 2021

Så tæt på og alligevel så langt fra.

For årets danske bidrag i Eurovision Song Contest, Fyr og Flammes 'Øve os på hinanden', blev endestationen torsdagens semifinale.

Kort efter lørdagens kåring af årets vinder står det dog klart, at det var lige ved og næsten, at Jesper Groth og Laurits Emanuel skulle have stået på scenen i finalen.

De offentliggjorte stemmer viser, at den danske duo opnåede 89 point i torsdagens semifinale, og dermed blev de nummer 11.

Kun de ti bedste af torsdagens semifinalister gik videre til den eftertragtede finale, og selvom Fyr og Flamme lige præcis ikke klarede den, var der et stykke op til nummer ti, Albanien, som sikrede sig 112 point.

Sådan så det ud, da Fyr og Flamme stod på Eurovison-scenen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da Fyr og Flamme stod på Eurovison-scenen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
 

'Underligt glade'
Og selvom Fyr og Flamme selvfølgelig havde håbet på at gå videre, var der ikke den store skuffelse at spore, da Ekstra Bladet talte med dem efter semifinalen.

- Som I nok kan mærke, er vi vanvittigt stolte, lettede og underligt glade, sagde Laurits Emanuel og fortsatte:

- Vi kunne ikke på forhånd sige, at vi ville være lettede og glade på det her tidspunkt. Men det er vi.

Finalen blev da heller ikke uden dansk islæt.

Det blev nemlig storfavoritten fra Italien, Måneskin, med den dansk-italienske bassist Victoria De Angelis, der løb med sejren.

Victoria De Angelis og Måneskin løb med trofæet ved finalen. Foto: Jonas Olufson
Victoria De Angelis og Måneskin løb med trofæet ved finalen. Foto: Jonas Olufson

- Jeg er så glad. Det fantastiske er, at vi vandt på stemmer fra folk derhjemme, som stemte på os. Det er det, der tæller mest for os, for det betyder, at folk virkelig nyder vores musik, sagde Victoria De Angelis, da hun som den første tog ordet ved pressemødet efter finalen.

Ekstra Bladets anmelder var ikke oppe at køre over Eurovision-finalen - læs hans kritik her.

--------- SPLIT ELEMENT ---------