Sidste år blev den stort anlagte prisuddeling 'Guldtuben' afholdt i en udsolgt Royal Arena lørdag 22. september.
Forud var gået flere måneder med nomineringer i juli måned og afstemninger i august.
I år er både juli, august og nu også snart september passeret, uden hverken nomineringer, afstemninger, offentliggjort dato eller billetsalg.
Bag showet, der hylder de populære YouTube og Instagram-stjerner, står Splay Networks, der kalder sig 'Nordens største digitale mediehus på sociale medier'.
Arbejder hårdt
På Splay Danmarks Facebook-side spørges der flittigt ind til, om der mon overhovedet kommer et 'Guldtuben'-show i år, men et klart svar, er det indtil videre ikke blevet til.
I stedet har de mange interesserede 'Guldtuben'-fans fået nedenstående standardsvar:
'Hej, vi arbejder stadig hårdt på at få datoen på plads og samlet alle trådene. Vi melder det ud, så snart vi har mere info...'
Kaos og grædende børn under Guldtuben: Vi gik i total terror-panik
I hører fra os
Trods gentagende forsøg gennem flere dage via telefon og mail har det heller ikke være muligt for Ekstra Bladet at få svar på, om 'Guldtuben' i år er blevet aflyst.
'Jeg har ikke noget nyt at melde ud på nuværende tidspunkt. I hører fra os, så snart der er nyt', lyder det kortfattede svar på mail fra SplayOne's country manager Jacob Ringsing Gallaus.
Det har ikke været muligt at få svar på, om det overhovedet er realistisk at nå at få så stort et showet afviklet i indeværende år, og hvornår man forventer at melde noget klart ud.
Aflyst i Sverige
I Sverige, hvor 'Guldtuben-showet har været afholdt fem gange, blev det i maj måned meldt ud, at der ikke bliver noget show i 2019.
'Sveriges største YouTube-galla, 'Guldtuben', holder pause i 2019 og satser på en ny galla i 2020', lød det fra SplayOne's svenske afdeling 9. maj.