7. marts 2020 lægger Royal Arena hus til dansk Melodi Grand Prix.
Det bliver Hella Joof og Rasmus Bjerg, der skal styre slagets gang, og valget af det makkerpar må betegnes som noget af en overraskelse.
For det første bliver de med deres henholdsvis 57 og 43 år nogle af de ældste værter i mands minde. Derudover er det ganske nyt, at værterne ikke enten er fastansatte på DR eller har en speciel tilknytning til Melodi Grand Prix.
Sidste år var det DR-manden Kristian Gintberg og den tidligere Grand Prix-vinder Johannes Nymark, der var værter på showet. I år bliver de altså afløst af skuespiller-duoen.
Rasmus Bjerg glæder sig ikke overraskende til at stå i spidsen for showet.
- Det er en folkefest, og den er vi klar til at omfavne. Melodi Grand Prix sidder jo dybt i vores dna. Det er noget, vi allesammen kender, fra da vi var børn, siger han til Ekstra Bladet.
- Ja, det bliver skægt, siger Hella Joof.
- Det er vores karriere, der peaker der. I hvert fald indtil videre, griner hun.
Hella Joof understreger dog, at det ikke er hende og Rasmus Bjerg, det skal handle om.
- Det er kunstnerne, det drejer sig om. De skal stråle, og det skal vi nok hjælpe dem med, siger hun.
Rasmus Bjerg understreger, at det er vigtigt, at showet bliver afviklet med respekt for formatet.
- Vi skal have det sjovt, men det skal gøres med respekt for Grand Prix'et, siger han.
Det er første gang siden 2011, at musikkonkurrencen skal afgøres på Sjælland. Dengang var det i Ballerup Arena, konkurrencen blev afgjort. Siden har Jylland siddet tungt på showet - lige med undtagelse af 2014, hvor Odense var vært.
De ti artister, der skal dyste ved dette års Melodi Grand Prix, er endnu ikke fundet, men fra mandag 20. januar skydes semifinalen i gang, hvor ni artister dyster om en række finalepladser. De ni sang bliver valgt med hjælp fra lytterne i DR’s ni distrikter. Tre af dem får en plads ved selve Grand Prix'et.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.