Smilet er den korteste vej mellem to mennesker, og sex er vist kommet for at blive. Med de to erkendelser kunne Storm-museet med sin humor og satire på Frederiksbergs Runddel vist ikke gå helt galt i byen.
Navnet er en hyldest til legendariske Storm P og underetagen bød på fest og farver i alle afskygninger og ikke mindst sex i revy og satire igennem årene.
Det er stand up’eren Mick Øgendahl, som museets direktør, Astrid la Cour, har bedt om at sætte liv i kludene til gallaåbningen, og det er sjovt – ikke mindst fordi han ifølge ham selv er ude af stand til at huske en god gammel tøhø-joke i mere end fem minutter.
Elsker jokes
– Mine tre børn har opgivet mig for længst. De henregner det under min almindelige distræthed, når jeg ikke kan huske eller genfortælle deres vittigheder, griner Øgendahl og tilføjer:
– Siden jeg for snart mange år siden begyndte at lave stand up, hvor historierne bygges op og er lange, er min evne til at huske korte, fyndige vitser forsvundet. Men det betyder ikke, at jeg ikke holder af gode gammeldags jokes. Jeg elsker dem.
For Øgendahl er dansk humor noget enestående.
– Satire og humor har altid fascineret mig. Det er en kunstform, der kan skubbe til meget. Den kan bygge op og pille ned. Humoren kan prikke til magten og udstille hykleriet.
Mick Øgendahl forklarer, at komik og satire rummer muligheden for at være alvorlig uden at blive højpandet, og han påpeger, at ingen har sagt det bedre end Piet Hein: ’Den der blot tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele dårligt.’
Lidt til husarerne
Det nye Storm er en sammenlægning af det gamle Storm P Museum og Alhambra.
– Storm er det eneste museum i Danmark for satire og revy. Alt det fødtes og blomstrede med Grundlovens trykke– og ytringsfrihed. Museet er med hele vejen fra Storm P, Liva Weel og PH til Dirch Passer og videre til nutiden med Casper Christensen og Roald Als, forklarer Astrid la Cour.
Museet ved godt, hvordan man tiltrækker husarerne: nøjagtigt som i de gamle revyer – med sex.
– Mens Storm P udstilles øverst i huset, har vi valgt at køre vores temaudstilling om sex forneden. ’Blot til lyst?’ hedder den, og her viser vi eksempler på, hvordan sex er indgået i humor, satire og revy igennem tiderne, griner hun.
La Cour mener, at Kulturnatten var et godt tidspunkt at åbne på, og hun håber, at revy- og comedybranchen vil omfavne det nye initiativ.