Hvert år siger vi, at bunden er nået. Det er den bare ikke.
Dansk Melodi Grand Prix har en forunderlig evne til at blive være og værre og værre, og i 2022 var det så slemt, at det ikke en gang var dårligt på en sjov måde.
Det var elendigt på en forkastelig måde.
Hvordan DR formår at finde otte så intetsigende repræsentanter for umusikalsk udfoldelse, er en gåde på linje med selve universets mening. Det giver ingen som helst mening, at de år efter år efter år udsætter befolkningen for så stupid muzak. Og vi tager jo skade af det.
Efter en weekend med 'X Factor' og Melodi Grand Prix i den bedste sendetid på de to store kanaler, så kan det vel ikke undre, at Gilli, Ed Sheeran og Justin Bieber altid er på hitlisten.
Pinefuldt akavede
Fladskærmens to mægtige kulturbastioner opdrager konsekvent nationen med, at musik er en omgang infantilt og plat gøgl, man slet ikke skal tage alvorligt.
Blandt en stribe tabersange vandt Reddi med det enerverende friske nummer 'The Show', der lød som noget, de havde lavet på fritidshjemmet med hjælp fra en formningslærer.
Selve showet var faktisk endnu mere anstrengende. Værterne Martin Brygmann og Tina Müller fremstod pinefuldt akavede med deres umorsomme små optrin, og man følte sig til sidst overmandet af en kvælende ligegyldighed.
Denne bizarre rituelle hyldest af dårlig smag har nået et lavpunkt, hvor DR er reduceret til uanstændige forvaltere af licenskronerne. De kan ikke misbruge dem på en mere forfejlet facon.
Bunden er nået.
PS: Vi har ikke glemt at uddele stjerner. Det skal være nul.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Det er ingen guldgrube at deltage i Dansk Melodi Grand Prix. Læs mere om de lave aflønninger her