Lærke Winther må holde jul uden sin datter

For første gang i 11 år skal skuespillerinden Lærke Winther fejre juleaften uden datteren Billie

Lærke Winther skal for første gang holde jul uden sin datter. Foto: Stine Tisvilde
Lærke Winther skal for første gang holde jul uden sin datter. Foto: Stine Tisvilde

I familier hvor mor og far er skilt, er juleaften forskellig fra år til år.

Sådan er det også hos skuespillerinden Lærke Winther, og i år bliver julen helt anderledes, end hun før har prøvet.

'Dicte'-skuespillerinden skal for første gang holde juleaften uden sin datter, Billie. Lærke Winther er nemlig skilt fra hendes far, og i år er det hans tur til at have datteren juleaften.

- Jeg ved faktisk ikke, hvordan det bliver. Jeg har svært ved at forestille mig det, for det er jo hvert år i 11 år, at jeg har holdt jul med hende, fortæller skuespillerinden Lærke Winther, der denne jul er ambassadør for samarbejdet mellem Røde Kors og smykkefirmaet Pandora.

Skuespiller: Ærgerligt at julen er blevet så materialistisk

Hun har dog datteren den 23. december, hvor hun lover julehygge på den idylliske gård i Nordsjælland, som skuespillerindens kæreste ejer.

Hvad der så skal foregå den 24. december, er ikke helt planlagt. Kun en ting er sikkert: Det bliver en voksenjul.

- Min kæreste og jeg snakker om, at det måske skal være noget spontant, nu hvor det bare er os to, siger skuespillerinden.

- Vi har snakket om måske at stikke af og holde jul i Paris, fordi jeg elsker lysene.

Men hvis juleaften ikke skal fejres i udlandet, skal den holdes på gården.

Dansk skuespillerinde fandt kærligheden på ny

- Hvis der nu var sne, så kunne vi sende børnene af sted om formiddagen den 24. december, gå en lang tur og så spise noget and inde foran brændeovnen, fortæller Lærke Winther.

Skuespillerinden understreger dog, at hun ikke er trist over, at skulle holde juleaften uden sin datter, for hun ved, at Billie er i godt selskab.

- Det er jo sådan for mange familier. Det ene år er det en stor juleaften, og året efter er der ikke rigtig nogen gæster, siger hun.

Skuespillerinden danner par med scenografen Thomas Ravn, der har tre børn fra et tidligere forhold.