Der er almindeligt held, hvor man finder en krøllet, glemt halvtredser i jakkelommen, og så er der svineheld, hvor du vinder en kvart milliard, første gang du giver dig i kast med en lottokupon.
Sidstnævnte er tilfældet for den ualmindeligt heldige canadier Juliette Lamour, der nu kan se frem til at få udbetalt 48 millioner canadiske dollars, hvilket svarer til 244 millioner danske kroner. Det skriver det canadiske svar på DR, CBC.
Juliette Lamour, der fyldte 18 for nylig, købte sin kupon i sidste måned på opfordring fra sin bedstefar. Men da hun gik på tanken for at handle, vidste hun ikke, hvilken en kupon hun skulle kaste sine penge og tillid efter.
- Jeg havde aldrig købt en kupon før, så jeg ringede til min far, som sagde, at jeg skulle købe en Lotto 6/49 Quick Pick, siger den unge universitetsstuderende ifølge en pressemeddelelse fra Ontario Lottery and Gaming Corp.
Hun fortæller, hun glemte alt om sin lotteriseddel, indtil en kollega fortalte hende, at vinderkuponen var solgt i Sault Ste. Marie, hvor Juliette Lamour er fra. Og derfor bad hun kollegaen tjekke hendes kupon.
- Min kollega faldt sammen i vantro. Han råbte og skreg, det gjorde vi faktisk allesammen, siger Juliette Lamour.
Hun fastslår også, at hun har tænkt sig at investere pengene fornuftigt og i øvrigt stadig gerne vil uddanne sig til læge, så hun kan bidrage til lokalsamfundet.
Hvis du går med tanker om at gøre canadieren kunsten efter - og i øvrigt tror på, at lynet slår nede samme sted to gange - skal du købe din canadiske lottokupon på Circle K på McNabb Street i Sault Ste. Marie i Ontario, Canada.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Der var både nøgen-aerobic, Snake og et brækket ben på årets 'Paradise'. Kom med bag kulisserne i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app