Barbiedukker er i lang tid blevet kritiseret for at bidrage til idealet om, at kvinder skal være slanke og polerede.
Men nu er der nye boller på suppen for det gigantiske legetøjsfirma Mattel, der producerer de legendariske dukker.
Nu lancerer de nemlig en Barbiedukke med Downs Syndrom, skriver de i en pressemeddelelse.
- Vores mål er at gøre det muligt for alle børn at identificere sig med Barbie, mens vi også opfordrer børn til at lege med dukker, der ikke ligner dem selv, siger den internationale direktør for Barbie hos Mattel, Lisa McKnight.
- Vi er stolte over at præsentere en Barbiedukke med Down syndrom for bedre at afspejle verden rundt om os samt for at forpligte os til fejre inklusion gennem leg.
Rundere ansigt og mindre ører
Dukken er blevet udarbejdet i samarbejde National Down Syndrome Society (NDSS), og kendetegnende for den er blandt andet, at ansigtet er blevet gjort rundere med mindre ører samt en længere overkrop og en kortere krop.
- Det betyder så meget for vores fælleskab, at de for første gang kan lege med Barbiedukker, der ligner dem, siger direktør for NDSS, Kandi Pickard.
Den britiske model Ellie Goldstein, der har Downs syndrom, er ifølge The Guardian blevet brugt i markedsføringen af den nye dukke og har rost tiltaget.
- Diversitet er vigtigt for mig, og der er behov for, at folk ser flere personer som mig ude i verden og vi ikke bliver gemt væk, lyder det fra hende.
Pressemeddelelsen melder intet om, hvorvidt den nye Barbiedukke vil blive solgt i Danmark.