En beboer i Horsens fik uventet besøg natten til lørdag.
Der dukkede nemlig pludselig en nøgen mand op i haven, som gik hen til et tørrestativ og snuppede en t-shirt, som han tog på.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Hændelsen fandt sted midt om natten til lørdag på Septembervej i Horsens, og da manden havde iført sig t-shirten, gik han fredeligt derfra igen.
Beboeren opdagede det, da han kiggede ud i sin have midt om natten og så manden komme gående.
Sydøstjyllands Politi bekræfter over for Horsens Folkeblad, at de fik en anmeldelse klokken 02.33 om natten.
- Vi havde et par patruljer, der kørte rundt i området, men den nøgne mand er pist væk. Det eneste, han efterlod sig, var en tom plastikpose på stedet, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz til mediet.