I løbet af det næste halve år vil den danske burgerkæde The Burger Concept vokse fra syv til 14 restauranter.
- Det bliver da voldsomt, men vi glæder os helt vildt, siger medejer Simon Franck Jakobsen til Ekstra Bladet.
- Hvis man skal sige, at corona har gjort noget godt, så er det jo, at vi har tid til at planlægge sådan noget her, så vi kan komme ud på den anden side med et brag.
- Risikerer I ikke at knække nakken med en så voldsom ekspansion på så kort tid?
- Enten så er vi jo skide geniale, ellers er vi sindssygt naive, griner Simon Franck Jakobsen.
Han grundlagde The Burger Concept med sin bror, Morten Franck Jakobsen, for tre år siden.
Til august åbner den første restaurant øst for Storebælt i Valby, og siden følger yderligere fire restauranter i Storkøbenhavn, blandt andet ved Nørreport station, hvor kædens nye såkaldte flagskibsrestaurant på 352 kvadratmeter placeres med McDonald's og Burger King som nærmeste naboer.
- Konkurrencen bliver benhård, så vi skal være ekstremt optimeret og dygtige på driften, og vi skal have vildt dygtige medarbejdere. Og det er et stort lejemål, så der skal høvles noget igennem, det er ingen hemmmelighed.
- Men hvis vi nailer den der, og gør det godt, så bliver det en god forretning. Men gør vi ikke det, så er det ikke godt.
To årsager
Konceptet hos The Burger Concept er at tilbyde menuer uden drikkevarer. En menu med burger og pomfritter koster mellem 49 og 59 kroner. En lille sodavand koster 19 kroner, og så ender den samlede pris på mellem 68 og 78 kroner.
- Folk kommer hovedsageligt til os af to årsager, og det er burger og pomfritter - og ikke colaen. Så hvis du vil have burger og pomfritter som for eksempel take away og selv har en cola, eller vand, rødvin eller mælk derhjemme, så skal du ikke betale 30 kroner for en cola, du får trukket ned over hovedet.
- Vi kunne godt have tilføjet cola og dip til menuerne og så fået 100 kroner hver gang. Det havde da været meget nemmere, men jeg tror bare ikke, det er det, forbrugerne vil have, siger Simon Franck Jakobsen.
Den første restaurant øst for Storebælt åbner i Burger Kings gamle lokaler i indkøbscenteret Spinderiet i Valby.
En ulykke udskød åbningen af den første McDonald's i Odense i 1982. Læs om det store McDrama her (+)