Dansk restaurant kåret som Europas bedste

Danske Alchemist topper seneste rangliste over bedste europæiske restauranter hos Opinionated About Dinings

Dansk restaurant kåret som Europas bedste

Sidste år fik Alchemist to Michelin-stjerner.

Det må smage godt at være den absolut bedste restaurant i Europa.

Sådan har Alchemist det lige nu, hvis man kigger på OAD's liste over bedste restauranter i Europa.

OAD - Opinionated about dining

Opinionated about dining startede egentlig ud som en madblog af Steve Plotnicki.

Men tilbage i 2007 lavede han sin blog lidt større. Nu skulle folk hjælpe ham med at anmelde restauranter.

Derfor sendte han angiveligt en mail ud til 175 forskellige anmeldere, som så skulle skrive deres yndlingsrestauranter tilbage til ham.

Konceptet blev født, og OAD laver nu lister hvert år med forskellige restauranter rundt om i verden.

Kilde: Forbes.com

 

 

OAD har en stor buffet af restaurantlister, man kan kigge på. Her er blandt andet Japans top restauranter, Asiens top restauranter og Europas bedste restauranter.

Og det er i den sidstnævnte liste, at den to-stjernede michelinrestaurant har indtaget en førsteplads.

Vil gøre mad perfekt
Alchemist skriver på sin hjemmeside, at deres mål er at gøre madoplevelse perfekt. Og det må man sige, at de har fået gjort gennem deres eneste menu på menukortet - nemlig en 50 retters.

De 50 retter koster 3500 kroner, og her kan man tilkøbe forskellige drikkevarer til. Den dyreste er en vinmenu til 6000 kroner oveni, og den billigste er en vinmenu til 1500 kroner.

Men du skal være hurtigt, for tilbage i 2019 solgte Alchemist alle sine 2000 pladser på bare fire minutter.

 

Ikke alene
Der er flere danskere, der ligger højt på OAD's madlister.

På en 10. plads på listen over Europas bedste restauranter vil Geranium være til at finde, stærkt efterfulgt af Noma på en 11. plads.

Og på listen over de restauranter, hvor man får god mad for rimelige penge, er der atter danskere i toppen.

Møller Kaffe & Køkken, Hart Bageri og Juno the Bakery ligger henholdsvis på en første-, anden- og tredjeplads. Og faktisk er fem ud af de bedste ti alle spisesteder, der vil være til at finde i København.