Dropper kød og splitter folket: - Nogle har nok misforstået

Geranium starter på en frisk fra årsskiftet, hvor menuen bliver helt uden kød. Den beslutning har alle ikke taget lige godt imod, men det tager toprestauranten roligt

Rasmus Kofoed, som står i midten af billedet, fortæller, at Geranium vil ændre hele sin menu. Arkivfoto: Joachim Adrian/Polfoto
Rasmus Kofoed, som står i midten af billedet, fortæller, at Geranium vil ændre hele sin menu. Arkivfoto: Joachim Adrian/Polfoto

Få ting kan skabe debat og splittelse som kød - og manglen på samme.

Det har Geranium også opdaget. For nylig meldte chefkok hos Michelin-restauranten, Rasmus Kofoed, ud i et interview med Berlingske, at man arbejder på en helt ny menu for årsskiften. En menu, der kommer til at være uden kød.

Nyheden blev citeret i en række medier - heriblandt Ekstra Bladet - og flittigt delt på de sociale medier.

På Ekstra Bladets Facebook-side er der kommet mere end 1000 kommentarer på nyheden. En del roser restaurantens tiltag, men størstedelen af brugerne tager ikke positivt imod omstillingen.

'Må håbe I går konkurs', 'så er man da fri for at bruge penge der' og 'komplet latterligt og hysterisk', lyder nogle af de kritiske røster.

Stadig dyr på menuen
Ekstra Bladet har talt med Rasmus Kofoed, der understreger, at Geranium hverken bliver vegansk eller vegetarisk. Selvom kød ikke kommer til at være på menuen, så vil der stadig blive serveret fisk og skaldyr.

- I min verden er fisk og skaldyr ikke kød. Kød kan være okse, kanin eller så mange andre ting, men det kommer vi ikke til at servere, for jeg spiser det ikke selv og har ikke gjort det i fem år. Så det giver ikke rigtig mening for mig at servere det, siger han.

Rasmus Kofoed er i fuld gang med at sammensætte menuen til det kommende år. Og det er ikke svært at gøre uden kød.

- For mig er det ikke så stort, og jeg tror også, at nogle nok har misforstået det. De tror måske, at fordi man ikke spiser kød, så spiser man kun grøntsager, men sådan er det ikke. Lige nu går jeg for eksempel og arbejder på en ret med en superlækker østers fra Limfjorden som den sidste salte ret på menuen, og ellers kommer vi til at have rødbeder, knoldselleri og jordskokker på menuen.

- For mig personligt er det største skift, at vi nu siger farvel til alle vores signaturretter, der er udviklet på Geranium, og så visker vi tavlen ren og starter op med en helt ny menu. Det har også været grænseoverskridende, for jeg kunne jo bare lade være, og så ville det hele være meget lettere. Men jeg er en mand, der godt kan lide udfordringer i livet, siger kokken.

Trusler om boykot
Som de fleste andre restauranter var 2020 et hårdt år for Geranium, der på grund af coronavirussen måtte acceptere et underskud på 7.526.764 kroner, hvilket sendte selskabets egenkapital i minus.

Derfor kunne man måske tænke, at det ikke var det rette tidspunkt at tage et større sats på og ændre menuen. Men sådan ser Rasmus Kofoed det slet ikke.

- I min verden er det ikke et stort sats. Min største udfordring er at sige farvel til alle de retter, vi har udviklet i de seneste ti år, og finde på helt nye. Det andet er ikke særlig stort for os, der er her, for det fylder ikke ret meget i hverdagen.

Kritikken og truslen om boykots er derfor heller ikke noget, der bliver taget alt for tungt hos Rasmus Kofoed.

- Jeg vil sige, at hvis de folk var kommet her, ville de ikke have fået ret meget kød på menuen. For vi har aldrig serveret specielt meget kød. Til gengæld har vi serveret mange andre fantastiske retter, og har folk ikke lyst til at komme her, så er det jo op til dem, siger han og slutter:

- Jeg kan bare fortælle, at den nye menu bliver fantastisk og endnu bedre end den, vi har. Og jeg glæder mig.

I oktober indtog Geranium en andenplads på listen over verdens 50 bedste restauranter - kun overgået af Noma.

Her er verdens 10 bedste restauranter

Den danske restaurant Noma genindtager pladsen som nummer et på kåringen The World's 50 Best Restaurants.

Ifølge folkene bag listen er verdens 10 bedste restauranter:

1. Noma, København, Danmark.

2. Geranium, København, Danmark.

3. Asador Etxebarri, Atxondo, Spanien.

4. Central, Lima, Peru.

5. Disfrutar, Barcelona, Spanien.

6. Frantzén, Stockholm, Sverige.

7. Maido, Lima, Peru.

8. Odette, Singapore.

9. Pujol, Mexico By, Mexico.

10. The Chairman, Hongkong.

Kilde: theworlds50best.com

'Masterchef'-kokken Jesper Koch fik i september sin første Michelin-stjerne hos restaurant Syttende på Hotel Alsik. Ekstra Bladet har besøg ham til en snak om et hårdt arbejdspres, der nu får ham til at skrue lidt ned. Det kan du læse her.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers