Du har spist sushi forkert hele dit liv

Hvis du er en af dem, der blander soja og wasabi, kan japanske sushikokke nu fortælle, at det er helt forkert

Soja og wasabi hører bestemt ikke sammen ifølge de store japanske restauranter. Foto: Shutterstock
Soja og wasabi hører bestemt ikke sammen ifølge de store japanske restauranter. Foto: Shutterstock

Hold inde med det samme!

Japanske kokke kommer nu med en, efter eget udsagn, kontroversiel udmelding.

Hvis du er en af dem, der blander din soja med wasabi, er det altså om at stoppe, hvis du ikke vil ødelægge aromaen fra wasabien, når du spiser sushi.

Det fortæller to top-sushirestauranter til mediet Hypebeast, efter en undersøgelse har vist, at 27 procent i Japan udøver 'wasabi joyu', som det hedder, når man blander de to.

Derfor har restauranterne følt sig nødsaget til at fortælle folk, at det altså er helt forkert og meget gerne må stoppe.

- Det er en forbrydelse mod etiketten. Ikke kun når det kommer til sushi, men med al japansk mad bør de to adskilles, fortæller Sushi Sasaya Korin.

Kan hjælpe på smagen
Folkene bag den anden toprestaurant Itamae Sushi Edo mener, at wasabi skal tilføres direkte til fisken, specielt når der er tale om fed fisk som tun. Wasabien hjælper nemlig med at neutralisere fedmen, som får det til at smage endnu bedre.

Der er dog ingen regel uden undtagelser.

Selvom blandingen er helt no-go, når det kommer til sushi, er 'wasabi joyu' faktisk en del af retten, når man spiser kaisendon, der er en skål med forskellig fisk.

Så hvis du vil respektere de japanske traditioner, er det altså på tide, at du separerer din soja fra din wasabi.