Efter konkurs: Burgerkæde solgt for hemmeligt beløb

To fra den tidligere ejerkreds har postet penge i burgerkæden Sliders

Jesper Boysen, der er topchef i Power, har sammen med sin søn, Christian Boysen, geninvesteret i Sliders. Foto: Linda Johansen
Jesper Boysen, der er topchef i Power, har sammen med sin søn, Christian Boysen, geninvesteret i Sliders. Foto: Linda Johansen

Tidligere på ugen kunne flere medier - heriblandt Ekstra Bladet - meddele, at burgerkæden Sliders var erklæret konkurs.

Nu har to ud af de tidligere fem ejere dog valgt igen at poste penge i kæden, som derfor er reddet.

Det oplyser Christian Boysen og hans far, topchef i Power Jesper Boysen, der sammen med Lukas Graham-bassist Magnus Larsson og to andre tilhørte ejerkredsen før konkursen, i en pressemeddelelse.

'Jeg har valgt at geninvestere i Sliders, fordi jeg er sikker på, at der stadig er en lys fremtid for det stærke brand, som Sliders har udviklet sig til at være. Jeg vil ikke afvise, at flere investorer på et senere tidspunkt træder ind i virksomheden, men indtil videre er vi to', siger Jesper Boysen i pressemeddelelsen.

Hemmeligt beløb
Christian Boysen oplyser, at han er lettet over, at forretningen nu er reddet.

'Siden starten i Sliders har vi bare bygget på og bygget på, og Sliders er i dag et superstærkt brand, der skiller sig ud på et ellers meget konkurrencepræget marked. Nu er al vores fokus rettet imod at få virksomheden tilbage på rette spor – og at få lidt ro på i forhold til medarbejderne', siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge kurator Preben Jakobsen var der flere, der var interesserede i at købe kæden.

'Jeg kan bekræfte, at der var stor interesse for virksomheden. Vi fik en række bud fra forskellig sider, og der er nu underskrevet en købsaftale med to investorer', siger Preben Jakobsen, der er kurator og partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, i pressemeddelelsen.

Hverken kurator eller de nye ejere har ønsket at oplyse købssummen.

'Back to basic'
Til Ekstra Bladet forklarer Christian Boysen, at beslutningen om at indgive konkursbegæring blev truffet i fællesskab i den tidligere ejerkreds.

- Vi havde en sund og god forretning op til corona, men som så mange andre i branchen blev vi hårdt ramt af nedlukningen, og vi kunne se, at vi ikke havde fået tilstrækkelig drift tilbage. Derfor valgte vi at slå et søm i fortiden tidligt og i fællesskab indgive konkursbegæring, fortæller han.

- Men I må jo så tro på, at I kan få den tilstrækkelige drift tilbage igen. Hvordan har I tænkt jer at gøre det?

- Alt, hvad der ikke virker tilstrækkeligt, må man revidere og justere på. Vi har et kernekoncept med vores spændende og velsmagende små burgere, som er særpræget i et meget konkurrenceramt marked, og så er det klart, at man, når det kører, eksperimenter lidt med forskellige produkter og konceptudvidelser, siger han og fortsætter:

- Men vi har måttet se i øjnene, at vi må se kritisk på konceptet og skære fra og simplificere. Vi kommer til at gå 'back to basic', hvis man kan sige det sådan. For det, folk er glade for, det er vores små burgere, øl og enkelte cocktails. Så vi vil tilbage til at rendyrke konceptet.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter