Firma i shitstorm: 'Er det en joke?'

Firmaet LauRie har fået sig noget af medfart med deres seneste opslag på de sociale medier, der sætter fokus på kropstyper hos kvinder

Billedet her har sat gang i debatten om kroppe på Instagram. Foto: pr-foto/LauRie
Billedet her har sat gang i debatten om kroppe på Instagram. Foto: pr-foto/LauRie

Det kan hurtigt gå for sig på de sociale medier, hvor den offentlige gabestok lever i bedste velgående.

Det aarhusianske firma LauRie har fået ørerne i maskinen, efter de har lagt et opslag op på Instagram, hvor de hylder kvindekroppen.

'Det handler ikke om alder. Eller om at være en størrelse Small eller Extra Large. Det handler om kropsformen og hvordan, man får det bedste ud af den,' lyder det i opslaget.

Ifølge flere brugere på mediet passer teksten dog slet ikke med det billede, der vises.

Her ses nemlig fire modeller, der alle ser ud til at være den helt samme størrelse, og det har fået kommentarfeltet til at gløde.

'Exceptionelt tonedøvt. Hvis man vil låne den kommunikation og de budskaber, der hører til hele body positivity-bevægelsen, burde man måske også overveje om den passer til det man gør. Ellers falder det til jorden med et brag,' skriver Morten Svane.

'Mage til unuanceret størrelsesforståelse skal man lede længe efter. Hvor er det bare ærgerligt, at I siger ét og gør noget andet,' lyder det fra Annemette Voss.

'Er det en joke? For fremtiden burde i hyre et modelbureau der også gik op jeres budskab,' skriver en tredje.

Ville ikke genere nogen
Hos firmaet i Aarhus er man overrasket over de voldsomme tilbagemeldinger og forsikrer, at det aldrig var meningen at støde nogen med opslaget.

Det fortæller direktør Cecilia Winther og produktchef Lena Trend til Ekstra Bladet.

- Reaktionen kommer bag på os. Vi har ikke haft de tanker, som der bliver fremlagt i kommentarsporet. Vi har lavet en kampagne, hvor vi sætter fokus på kropsformer, og vi tænkte ikke, at det skulle handle om størrelser, men det kom det til.

- I skriver selv i teksten, at det ikke handler om at være en bestemt størrelse, giver det så ikke mening, at folk reagerer på, at billede og tekst ikke spiller sammen?

- Der er ingen tvivl om, at vi aldrig har villet støde nogen. Alle de her modeller er størrelse 36, men de er vidt forskellige. Nu bliver de betragtet som ens, og det er vi kede af. Det er rigtigt, at vi adresserer størrelsen i teksten, men vi siger også, at det ikke er det, kampagnen går ud på.

Ikke en fejl
- Kommer I til at ændre kampagnen? Så den indeholder modeller af flere størrelser?

- Vi har netop besluttet at trække billederne tilbage. I forhold til reaktionerne har vi ikke formået at vise det, vi gerne ville sige. Og det tager vi til efterretning. Vi har ikke taget stilling til, hvad vi gør med selve kampagnen endnu.

- Synes I efter reaktionerne, at kampagnen var en fejl?

- Vi har haft de bedste intentioner med kampagnen og dens budskaber. Men når man ser på reaktionerne, har vi simpelthen ikke været gode nok til at vise det, vi gerne ville sætte fokus på. Det beklager vi. Ja, vi har lavet en fejl med at vise de forkerte billeder i kampagnen.

Firmaet slår også fast, at de altid har haft for øje at inkludere alle størrelser, og at deres eget sortiment går fra størrelse 34 til 56.