McDonald's i Danmark tilføjer nu Spicy Nuggets til menuen. Det bekræfter fastfood-giganten over for Ekstra Bladet.
Som en mindre gimmick lagde McDonald's mandag et billede op på sin Instagram-profil, hvor der stod: 'Hvis det her post får mindst én kommentar, kommer der Spicy Chicken McNuggets på menuen'.
I skrivende stund har opslaget fået 164 kommentarer.
Spicy Chicken McNuggets blev introduceret på det amerikanske marked i 2020. Det var første gang siden introduktionen i 1983, at burgerkæden ændrede opskriften på de friturestegte kyllingestykker.
De minder på mange måder om de almindelige nuggets, men paneringen er blevet krydret med cayennepeber.
Spicy Chicken McNuggets lanceres i morgen - 18. januar - sammen med en ny Homestyle-burger inspireret af boeuf bourguignon og - ikke mindst - en Chicken Big Mac. Alle tre vil være på menuen i en begrænset periode.
McDonald's har eksisteret i Danmark i 40 år. Læs om det store McDrama, der udskød åbningen i fem uger (+).