Forsvandt sporløst: Levede af svampe i 18 dage

Den 58-årige Robert Weber overlevede 18 dage alene i den australske ødemark - tabte sig 10 kilo

Her får 58-årige Robert hjælp af en læge kort efter, at han blev fundet i live. Foto: Queensland Police
Her får 58-årige Robert hjælp af en læge kort efter, at han blev fundet i live. Foto: Queensland Police

Den 58-årige australske mand, Robert Weber, der har været meldt savnet i 18 dage, efter at han sporløst forsvandt i den australske ødemark, er nu blevet fundet i god behold.

Han fortæller til medierne, at han stort set kun spiste svampe og drak vand i de 18 dage, hvor han gik forvildet rundt i den australske bush i Queensland, efter bilen brød sammen, da han ville tage en genvej.

Det skriver flere medier heriblandt CNN.

Mediet ABC Brisbane har også lagt historien ud på deres Facebook, hvor de skriver: 'Robert Weber tabte sig 10 kilo, da han forsvandt i ødemarken i Queensland'.

Politiet gav op
Politiet igangsatte i første omgang en storstilet eftersøgning af Robert Weber, der dog blev stoppet, da man efter en uge opgav håbet.

Robert Weber blev dog fundet søndag morgen af en mand i området, der havde fortsat sin egen private eftersøgning af Robert Weber.

Til CNN forklarer Robert Weber, at han på grund af for meget trafik, ville tage en genvej af lille grusvej, der gik op over et bjerg. Her brød hans bil dog sammen ude i ødemarken. Robert blev ved sin bil i tre dage sammen med sin hund, før han begyndte at gå i et forsøg på at finde civilisationen.

Politiet har forklaret, at Robert farede vild og slog sig ned ved en lille sø, hvorfra han kunne drikke vand. Her spiste Robert kun svampe hver eneste dag, indtil han blev fundet.

- Jeg havde ikke noget ly. Og til sidst besvimede jeg. Min krop kunne ikke længere klare forholdene, forklarer Robert, der blev kørt til et hospital, hvor han blev behandlet samt opfedet med mad og drikke.

Roberts hund forsvandt imidlertid under de hårde strabadser i ødemarken. Og den er endnu ikke blevet fundet.

Herunder ses Robert inde i bilen. Udenfor står hans redningsmand, der fandt ham efter 18 dage.