Navnet Karen har sin oprindelse fra det græske helgennavn Katarina og betyder oprindeligt 'ren'.
Men i 2021 har navnet Karen en helt anden betydning.
'Karen' er især i USA den seneste tid blevet synonym med en 'hvid, privilegieblind kvinde', der ofte bliver sat i forbindelse med racistiske udtalelser.
Og det kan muligvis ses på navnets popularitet.
Ifølge Huffington Post faldt navnet 'Karen' i USA nemlig 171 pladser ned af popularitetslisten i 2020. Det er den laveste placering siden 1927.
Blev til et meme
I foråret sidste år blev navnet pludseligt et verdensomspændende 'meme'.
I en video, der siden gik viralt, ser man en hvid midaldrende kvinde i Central Park ringe efter politiet, da en sort mand høfligt beder hende tage sin hund i snor, som parkens regler tilskriver.
Men før offentligheden blev bekendt med kvindens navn, blev internettet enige om, at hun måtte være en 'Karen'.
Se optrinnet her:
Christian Cooper, som er manden bag videoen, delte den efterfølgende på sin Facebook-profil, hvor den gik viralt.
Efterfølgende blev internettet bombarderet med videoer og memes af hvide midaldrende kvinder 'døbt' Karen, der opførte sig hysterisk i det offentlige rum.
I Danmark
Det er ikke til at sige om tendensen er det samme i Danmark.
Men ifølge Danmarks statistik var der i januar 2020 2295 med navnet Karen, hvilket er et fald på 587 i forhold til 2019.