Giftede sig med handikappet: Nu svines hun til på nettet

'Du har kun taget ham for pengenes skyld,' lyder en af de mange grove kommentarer

Hannah Aylward og Shane Burcaw blev gift 4. september. Foto: Hannah Aylward/Instagram
Hannah Aylward og Shane Burcaw blev gift 4. september. Foto: Hannah Aylward/Instagram

Hannah Aylward og Shane Burcaw har været kærester i fire år og er lykkelige sammen.

Faktisk er de så lykkelige, at de 4. september blev gift under en privat ceremoni i parrets baghave i byen Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota.

'Fredag 4. september giftede jeg mig med mit livs kærlighed. Det var ikke det store bryllup, vi havde drømt om, men det var perfekt, som det var,' skrev en glædestrålende Hannah Aylward og lagde billeder fra den store dag på sin Instagram-profil, der har 262.000 følgere.

Shane Burcaw lider af spinal muskelatrofi, der er en form for muskelsvind.

Parret dokumenterer desuden deres samliv på deres fælles YouTube-kanal, der har godt 700.000 følgere. Men ikke alt er fryd og gammen trods de glædelige omstændigheder.

Grimme kommentarer
Knap havde Hannah lagt det romantiske opslag på sociale medier, før hun begyndte at modtage ubehagelige kommentarer og henvendelser:

Nogle af de grimme kommentarer konstaterede, at brylluppet var en 'joke', og at billedet må have været photoshoppet. Andre svinede Hannah til for at være en golddigger:

'Jeg skriver dette uforbeholdent og uden at føle dårlig samvittighed. Jeg er ret sikker på, at den kvinde har giftet sig med ham på grund af penge og ikke på grund af kærlighed,' lød eksempelvis en af de mange voldsomt ubehagelige kommentarer.

Hannah Aylward har dog ikke stukket hovedet i busken. I stedet har hun lavet en ny opdatering på Instagram, hvor hun bringer nogle af de grænseoverskridende kommentarer:

'I løbet af de sidste to år har jeg lært gennem vores YouTube-kanal, at man ikke kan opdrage alle. Lige meget hvad man gør, vil der være mennesker, man ikke kan nå.'

'At bekymre sig om disse menneskers kommentarer og holdninger er spild af tid, og som tiden er gået, er det blevet lettere ikke at lade sig gå på af det overhovedet. For et par år siden gjorde det ondt i mig, når jeg læste kommentarer som disse.'

'I et kort øjeblik troede jeg naivt, at når Shane og jeg var blevet gift, så ville alle de mennesker, der havde sat spørgsmålstegn ved vores forhold - være klar over, at vores følelser for hinanden er ægte.'

Ikke naiv længere
'Nu er jeg ikke naiv længere. Men Shane og jeg vil fortsætte med at dele vores historie og nå så mange mennesker, som vi kan. Handikappede mennesker er fuldt ud værdige partnere i ethvert forhold.'

'Grimme kommentarer som disse gør os kun endnu mere opsatte på at fortsætte med at dele. Vi er samtidig taknemmelige for, at så mange har reageret positivt på vores fælles historie.'