Hårdt ramt: - En kæmpe mavepuster

Det er ikke kun festivalerne selv, der taber penge, fordi de må aflyse for andet år i træk

Svogerslev Boldklub tjener normalt op mod en kvart million kroner, når Roskilde Festival afvikles. Foto: Henning Hjorth
Svogerslev Boldklub tjener normalt op mod en kvart million kroner, når Roskilde Festival afvikles. Foto: Henning Hjorth

Tirsdagen startede forfærdeligt for de festivalsglade danskere, da et flertal i folketinget blev enige om næste skridt i genåbningen og på samme tid mere eller mindre slukkede for drømmen om en sommer med musik og øl under åben himmel.

Aflysningerne af de mange festivaler rammer dog ikke kun hårdt hos dem selv og de personer, der havde billet. Også en lang række foreninger, der år efter år tjener penge, når frivillige arbejder på diverse festivaler, rammes hårdt.

En af dem er Svogerslev Boldklub, der hvert år har omkring 130-150 personer i arbejde på Roskilde Festival, hvor der blandt andet sælges is på festivalspladsen.

- Det er jo en kæmpe mavepuster for en frivillig forening som os. Vi er jo vant til at være på festivalen og har været det i mange år, og de penge, vi tjener, bruger vi jo til at forsøde tilværelsen i vores fodboldklub. Nu er det andet år i, vi ikke har haft mulighed for at lave en indtjening derude, så det gør ondt, siger klubbens formand, Jesper Edvardsen, til Ekstra Bladet.

Taber op mod en kvart million
Han fortæller, at de har været en del af festivalen i omkring ti år.

Normalt tjener klubben mellem 150.000 og 250.000 kroner, hvilket er et stort beløb for en klub, der ifølge Jesper Edvardsen har en lille million i indtægter fra kontingenter - et beløb, der dog er faldet under coronakrisen.

- Det er en betydelig del af indtægterne i en frivillig forening som vores, hvor vores indtægter fra sponsorater er meget små, siger han og tilføjer, at klubben ligger i et område med divisionsfodboldklubber, hvilket gør det endnu sværere at tiltrække sponsorer.

Indtjeningen bruges blandt andet til de materialer, det kræver at drive en fodboldklub. Foto: Henning Hjorth
Indtjeningen bruges blandt andet til de materialer, det kræver at drive en fodboldklub. Foto: Henning Hjorth
 

De penge bruger klubben blandt andet på ture til u15-årgangen samt til at købe ting som bolde, træningsdragter og mål.

- Og nu er det altså andet år i træk, at de penge ikke kommer ind, siger han og fortæller, at det rammer klubben på flere måder:

- Én ting er det økonomiske, men i en forening som vores er det sociale jo også vigtigt. Og der er jo også en social bagside ved det, når vi ikke kan afholde disse arrangementer for vores spillere. Det samme gælder selve festivalen, der også er et socialt event for os, hvor vi har så mange mennesker i gang sammen.

Så det er en hård tid at være en lille forening?

- Det er ikke så sjovt, som det plejer at være, men nu håber vi på, at når foråret kommer, og græsset bliver grønnere, så kommer folk tilbage. Nu åbner de lidt mere op, og så vi kan lidt mere, siger Jesper Edvardsen.

Selvom klubben kan hente en del af indtægterne ind via andre arrangementer, så bliver det aldrig det samme.

- Det er fysisk umuligt at lave arrangementer. Selvfølgelig skal vi lave små ting, i takt med at der bliver lukket op, men vi kommer jo aldrig i nærheden af den størrelsesorden. Vi kan måske lave mellem 5000 og 10.000 kroner per arrangement - så der skal jo rigtig mange til for at hente det niveau hjem.

Formanden understreger, at man ikke er truet at lukning.

- Men vi håber da, at der kommer en festival næste år. Ellers ser det sort ud, siger Jesper Edvardsen.

Jesper Edvardsen slår fast, at klubben ikke er truet af lukning på grund af de manglende indtægter. Men det kan bestemt mærkes. Foto: Henning Hjorth
Jesper Edvardsen slår fast, at klubben ikke er truet af lukning på grund af de manglende indtægter. Men det kan bestemt mærkes. Foto: Henning Hjorth