Den 17-årige teenager Maci Currin fra staten Texas i USA er netop nu i den syvende himmel af glæde. Hun er nemlig netop blevet kåret som 'kvinden med de længste ben i verden' af selveste Guinness World Records.
Maci tårner langt op over sine venner med en højde på to meter og otte centimer. Og hendes ben, der nu har taget verdensrekorden, er målt til en meter og 35 centimeter.
Det skriver mediet Newsflare. Guinness World Records har også lagt et opslag ud på deres Facebook-profil, hvor de kårer Maci. Her skriver de:
'Vi introducerer her vores nye rekord-indehaver af verdens længste ben, Maci Currin fra Texas, der også er stjerne i vores nye GWR 2021-bog, der netop er udkommet i USA'
Artiklen fortsætter under billedet ...
Maci fortæller, at hun tit støder sit hoved ind i alt muligt på grund af sin højde. Hun har også store problemer med at komme ind og ud af biler. Og tøj er en stor udfordring for hende.
- Jeg er nødt til at få skræddersyet både mine bukser og mine strømpebukser, fortæller Maci, der bor i Cedar Park lidt uden for storbyen Austin.
Den 17-årige Maci gik efter rekorden hos Guinness, fordi hun ønskede at blive et forbillede for andre høje kvinder, så de kan lære at omfavne og glæde sig over deres egen højde uden at skamme sig.
Men sådan har det ikke altid været for Maci, der blev mobbet i skolen på grund af sin højde
- Jeg blev mobbet, fordi jeg var højere end alle andre. Men i de senere år af highschool-tiden blev jeg ligeglad med, hvad folk tænkte eller sagde om mig. Og da jeg for alvor blev ligeglad, blev jeg slet ikke påvirket af drillerierne, siger Maci.