Den franske regering går nu i flæsket på landets 150.000 influencere.
- Vi vil gøre det obligatorisk at vise brugen af et filter eller retouchering på foto- og videoindhold under et betalt partnerskab, tweetede landets finansminister, Bruno Le Maire, i sidste uge.
Det skriver flere internationale medier - blandt andet Business Insider.
Målet er, at begrænse de destruktive, psykologiske virkninger, som de falske billeder kan have på internetbrugere.
Regeringen vil også helt forbyde influencere at medvirke i et betalt partnerskab for kosmetisk kirurgi.
I de følgende uger vil regeringen oprette et overvågningshold under Generaldirektoratet for konkurrence, forbrugeranliggender og bekæmpelse af svig, som skal være ansvarlig for at reagere på indberetninger fra internetbrugere. Holdet vil have beføjelse til at udstede påbud og sanktioner.
- Til de influencere, der ikke respekterer loven, vil jeg sige, at fra nu af vil vi have nul tolerance-tilgang. Ingen omgåelse eller brud på reglerne, buldrede Bruno Le Maire.
I 2017 vedtog Frankrig en lov, der krævede, at alle kommercielle fotos, som var blevet retoucheret for at få en models krop til at virke tyndere eller tykkere, skulle markeres med teksten 'retoucheret fotografi'.
Der skal stemmes om det nye lovforslag i Nationalforsamlingen i næste uge.