Den svenske discountkæde DollarStore vil indtage det danske marked med 50 butikker over de næste tre år. Det fortæller kædens danske direktør, Thomas Jellum, til Ekstra Bladet.
- Målet er at have omkring 50 butikker i Danmark i løbet af to-tre år. Forhåbentlig kan vi åbne den første i andet halvår i år, siger Thomas Jellum.
DollarStore åbnede sin første butik i Örnsköldsvik i 1999 midt mellem Sundsvall og Umeå på den svenske østkyst. I dag findes der cirka 120 DollarStore-butikker i landet.
- Dollarstore er ikke et koncept, der findes i Danmark. Vi minder nok lidt om en blanding af Tiger of Copenhagen og Harald Nyborg - bare større. Vi åbner ikke butikker på under 4000 kvadratmeter og kommer aldrig til at åbne i et storcenter. Beliggenhedsmæssigt kan man sammenligne os med Ikea eller T.Hansen. Det skal være et sted, man kan køre til.
Slut med shampoo til 'normalt hår'
Ifølge DollarStore selv er de i dag den hurtigst voksende discountkæde i Sverige. Ekspansionen i Danmark er den første udenfor landets grænser.
- Det har været planen i mange år at udvide i udlandet, blandt andet Polen og Finland. At det lige bliver Danmark skyldes nok mest corona. Det er lidt lettere lige over grænsen, og vores vurdering har været, at danskerne ville være glade for vores gode tilbud og brede varesortiment, siger Thomas Jellum.
Afvist i Holbæk
Begejstringen over det svenske koncept har dog været til at overse i Holbæk, hvor det lokale klima- og miljøudvalg netop har afvist, at svenskerne må flytte ind i en forladt Silvan i det lokale megacenter. Centret er kun til butikker med et særligt pladskrævende sortiment.
- Vi var i udvalget rørende enige om at give afslag. Flere af os sidder i arbejdsgruppen for udviklingen af Holbæk bymidte. Her er vi i gang med en proces for at skabe mere liv i bymidten, og så kan det ikke hjælpe noget at lægge en større butik, der har samme sortiment som Tiger og Normal, i megacentret, siger klima- og miljøudvalgets formand, John Harpøth (DF), til sn.dk.
Slut med Dumle: Slikkepind lægges i graven
Thomas Jellum er ikke overraskende uenig.
- Jeg synes, placeringen i Holbæk passer godt til os. Det er svært at se en bedre beliggenhed, og vi kommer ikke til at ligge inde i byen. Men bliver det ikke Holbæk, så bliver det et andet sted.
- Vi har gang i en håndfuld projekter rundt omkring i landet, men vi kommer nok til at se lidt mere mod Jylland, hvor der er mere plads. Det kan være svært at finde plads til en butik på størrelse med en Føtex i hovedstadsområdet.
Må ændre navn og logo
Danske forbrugere er allerede beriget med en mindre discountkæde med navnet DollarStore, hvilket også skaber udfordringer for det svenske indtog.
- Vi er bekendte med, at der findes en mindre kæde med samme navn i Danmark, så vi kommer til at ændre både navn og logo.
DollarStore har registreret navnet BigDollar i Danmark, men det ligger endnu ikke fast, hvilket navn og logo virksomheden vil bruge.
Det går også forrygende for en amerikansk kæde, hvor ejerne skovler penge ind på maling og mælk og er blandt USA's rigeste (+).