Kæmpe kovending: Nu er det slut med Kæmpe Eskimo

Den næstsidste is med navnet Kæmpe Eskimo er faldet. Isen findes stadig, men navnet er fortid hos Frisko

Kæmpe Eskimo er nu fortid hos Frisko - nu hedder den Solbær Stang. Foto: Jesper Stormly Hansen
Kæmpe Eskimo er nu fortid hos Frisko - nu hedder den Solbær Stang. Foto: Jesper Stormly Hansen

Debatten rasede voldsomt sidste sommer, da flere danske is-elskere måtte se til, mens navnet på den populære Kæmpe Eskimo blev ændret.

Det skete efter en større debat, der opstod, da det amerikanske isfirma Dreyer's Grand Ice Cream meldte ud, at de ville ændre navnet på isen Eskimo Pie, som amerikanerne siden 1920 har kunnet nyde, da mange mente, at eskimo er en nedsættende betegnelse for blandt andre inuitter.

Den navneændring blev modtaget blandet på de sociale medier, hvor mange mente, at det var på tide, mens andre følte, at ændringen bar præg af overdreven politisk korrekthed.

Flag var sat i ruden for at vise venskabet mellem Frederiksberg Chokolade og det grønlandske folk. Foto: Tariq Mikkel Khan Samfund Vågnede op til hærværk: 'Hyggenazist'

Frederiksberg Chokolade hos fast i navnet.

Alligevel fulgte flere efter - også i Danmark - og hos Hansen Is blev navnet til O'Payo, og hos Naturli skiftede man til Solbær Drøm.

Nu har firmaet Frisko også valgt at skifte navn på den ikoniske is.

Den næstsidste Kæmpe Eskimo er dermed faldet. Tilbage er Premier Is, som stadig har valgt, at deres is skal hedde Kæmpe Eskimo.

Frisko har dog givet i stedet givet plads til navnet Solbær Stang.

Det skriver B.T.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Sandhya Forselius, der er pressechef i Unilever, som står bag Frisko, at de har valgt at ændre navnet på isen.

'Vi ændrer navnet til Solbær Stang, og det ruller vi ud de kommende uger og måneder. Indtil det er fuldt indfaset, vil man stadigvæk kunne opleve forskellige navne på nogle isskilte og indpakninger,' lyder det i en mail fra pressechefen, der fortsætter:

'Solbær Stang afsejler bedre vores nyligt annoncerede sociale forpligtelser og beskriver også produktets smag mere præcist,' skriver hun videre og fortsætter med at fortælle, at det nye navn og nye emballage vil blive rullet ud løbende i takt med, at de oprindelige is bliver udsolgt.

'Til tider ændrer vi design eller indpakning af forskellige årsager. Det er en normal proces for udrulning og er også en effektiv måde at undgå madspild. For os som selskab og for mange af vores kunder er bæredygtighed vigtigt. Hvis vi som i dette tilfælde kan undgå madspild, vil vi altid forsøge at gøre det, skriver Sandhya Forselius videre i mailen.

Frisko har nu også valgt at ændre navn på den ikoniske is Kæmpe Eskimo. Foto: Ole Steen
Frisko har nu også valgt at ændre navn på den ikoniske is Kæmpe Eskimo. Foto: Ole Steen

Ville ikke skifte
Hos den danske isgigant Frisko fortalte man ellers sidste sommer til Ekstra Bladet, at de ikke havde lyst til at skifte navnet.

Du kan læse hele svaret fra juni 2020 her:

Sådan svarede Unilever:

'Frisko har i mange år solgt isen Kæmpe Eskimo til iselskende forbrugere i Danmark. Vores is Kæmpe Eskimo har altid været et populært produkt i Danmark, og vores ambition er at give vores kunder en stund med nydelse i hverdagen sammen med andre is-glade mennesker,' lyder svaret fra Unilevers danske pressekontakt, Sandhya Forselius, der fortsætter:

'Som altid, når vi modtager synspunkter eller spørgsmål vedr. vores produkter, forsøger vi at lytte og være imødekommende. Vores is Kæmpe Eskimo har altid været et populært produkt i Danmark, og vi oplever ikke, at navnet generelt vækker anstød eller opfattes som krænkende blandt danske forbrugere.'

'Både Frisko og Unilever har i mange år arbejdet intensivt med at modarbejde stereotyp kommunikation for vores varemærker.'

'Vi har et dybt og langvarigt engagement i diversitet på alle områder, og som medstiftere af organisationen 'Unstereotype Alliance' har vi arbejdet intensivt for at flytte reklamer væk fra brugen af skadelige stereotyper. Som del af dette arbejde har vi forpligtet os til at revurdere det sprog og de billeder, som vi anvender på tværs af vores 400 Unilever brands.'

'Vi er parate til at lytte, forandre og tage vores ansvar, når vi ser, at vi kan bidrage positivt til mere ligestilling og inklusion - og en mere respektfuld verden.'

Ekstra Bladet har bedt om en uddybende kommentar fra Unilevers pressechef om, hvad der har ændret sig, siden de nu alligevel gerne vil skifte navn på Kæmpe Eskimo, og om det er et knæfald for kritikerne. Men det har de i skrivende stund ikke svaret på.

Da Ekstra Bladet spurgte læserne i juni sidste år, var svaret da også klart.

Her mente man bestemt ikke, at det var en gennemtænkt idé at ændre den populære is' navn.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Premier Is i forhold til at finde ud af, om de vil følge trop med deres Kæmpe Eskimo.