Pas på hvor du træder, hvis du skal gå en tur i Riis Skov.
Her er problemet med menneskelort nemlig så stort, at kommunen nu har sat skilte op, der forhåbentlig skal sætte en stopper for skovskiderne.
Det skriver TV 2.
Det er angiveligt trængende motionister og især løbere, der efterlader afføring i skoven, og det er både borgere og bylivschef i Aarhus Kommune, Kim Guldvad, godt og grundig trætte af.
- Vi synes, at det lidt er noget svineri, siger bylivschefen til TV 2 og fortæller om deres forsøg på en løsning:
- Derfor skalerer vi piktogrammerne op i en A4-størrelse. Så må vi se, om det virker.
Større skilte
Problemet her eksisteret i længere tid, som Ekstra Bladet også tidligere har beskrevet.
Dengang prøvede kommunen at komme problemet til livs ved at sætte de første skilte op, men de modtager stadig billeder fra borgere, der ser løbere forrette deres nødtørft i skoven.
De håber, at folk vil bruge de tilgængelige toiletter ved Den Permanente, Marienlundsvej og Nordre Kirkegård i stedet.