Legos salg eksploderer

Lego har solgt for 23 milliarder i første halvdel af 2021. Det er en fremgang på 46 procent, viser regnskab

Temaet Star Wars har været et af de bedst sælgende for Lego i første halvdel af 2021, hvor selskabet har løftet salget med milliarder. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Temaet Star Wars har været et af de bedst sælgende for Lego i første halvdel af 2021, hvor selskabet har løftet salget med milliarder. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Årets første seks måneder har budt på en fremgang i salget for Lego, der sælger sine kendte klodser i store dele af verden.

Her er salget steget med 46 procent til 23 milliarder kroner. Det oplyser Lego i en pressemeddelelse.

Et par store titler har bidraget til væksten. Blandt de temaer, der har solgt bedst, er troldmandsuniverset fra Harry Potter samt Star Wars.

Topchef Niels B. Christiansen erklærer sig meget tilfreds med Legos fremskridt, som blandt andet skyldes, at der har været færre coronarestriktioner.

Det har betydet, at fabrikkerne har kunnet producere uden forstyrrelser, og at de fleste af legetøjsproducentens butikker igen er åbne.

- Samtidig så vi tydeligt fordelene ved vores investeringer over flere år i e-handel, produktinnovation og en robust, global forsyningskæde, siger han i meddelelsen.

FAKTA: Lego er foran konkurrenter på salg og indtjening

Lego har haft stor fremgang i første halvdel af 2021 og er langt foran sine nærmeste konkurrenter.

Læs her om de tre største legetøjsselskaber i verden og deres resultater i første halvdel af 2021:

* Lego, Danmark.

- Salg: 23 milliarder kroner - steget 46 procent det seneste år.

- Resultat: Overskud på 6,3 milliarder kroner.

- Lego er bedst kendt for sine Lego-klodser, men har de seneste år også tjent gode penge på rettigheder til at lave eksempelvis film og computerspil.

* Hasbro, USA.

- Omsætning: 15,5 milliarder kroner - steget 24 procent det seneste år.

- Resultat: Overskud på 600 millioner kroner.

- Hasbro er blandt andet kendt for brætspillet Matador. Selskabet laver ud over brætspil en række kendte legetøjsprodukter.

Blandt andet står Hasbro bag legetøjsvåbenserien Nerf, Transformers-legetøj, G.I. Joe og My Little Pony.

* Mattel, USA.

- Omsætning: 12,1 milliarder kroner - steget 43 procent det seneste år.

- Resultat: Underskud på 750 millioner kroner.

- Mattel ejer kendte brands som Fisher-Price, Barbie og Hot Wheels. Mattel har også i en årrække haft licens til at producere Disney-prinsesser.

Kilder: Lego, Mattel, Hasbro. Halvårsregnskaber - omregnet dollar til kroner.

Onlinesalg stiger
Salget online er steget med 50 procent, når der sammenlignes med de samme seks måneder sidste år.

Der er i halvåret investeret i et nyt butiksformat og en digital transformation af virksomheden. Driftsresultatet er dog mere end fordoblet.

Det er kort sagt de penge, der er tilbage fra salget, når udgifterne til varer, administration, løn og ned- og afskrivninger er trukket fra.

Her har stigende priser på fragt og råvarer påvirket, oplyser Lego. Resultatet er dog stadig mere end fordoblet til otte milliarder kroner.

Topchef Niels B. Christiansen forventer, at den store efterspørgsel efter Lego-produkterne fortsætter i anden halvdel af 2021.

- Når forbrugerne på længere sigt vender tilbage til de samme forbrugsmønstre som før pandemien, forventer vi dog, at væksten i toplinjen (omsætningen, red.) stabiliseres til et mere bæredygtigt niveau.

- Kombinationen af dette og vores planer om at fremskynde investeringer i virksomhedens fremtid gør, at vi forventer en mere normaliseret overskudsgrad fremadrettet, siger han i meddelelsen.

FAKTA: Her er virksomheden bag legoklodsen

Lego har tirsdag offentliggjort halvårsregnskab for 2021. Her er fakta om den danske legetøjsvirksomhed:

* Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande.

* Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932. Familien er blandt landets rigeste.

* Lego startede med at lave snedkerarbejde som trapper, skamler og strygebrætter.

* Lego begyndte kort efter også at lave trælegetøj.

* Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen.

* Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958.

* Virksomheden beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring. Navnet Lego er en sammentrækning af ordene 'leg godt'.

* Med udgangspunkt i den karakteristiske legoklods sælger virksomheden legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale til børn over hele verden.

* Virksomhedens administrerende direktør er Niels B. Christiansen. Han har tidligere været administrerende direktør i Danfoss, der er kendt for sine termostater. Han startede i jobbet i 2017.

Kilde: Lego.

Efter skat gav årets første seks måneder Lego et overskud på 6,3 milliarder kroner. Det er 140 procent højere end sidste år.

Lego har i mange år haft et hæderkronet princip om ikke at producere krigslegetøj og andre produkter, der kan inspirere til aggressiv og voldelig leg - i firmaets tidlige år, var sagen dog en ganske anden. Læs den fascinerende historie her...