Der er mange tyve i modebranchen. Især når det drejer sig om design af tøj.
Og nu beskylder OW Intimates modellen og influenceren Mathilde Gøhlers for netop dét: At have stjålet firmaets design i sin nyeste kollektion.
Det fortæller OW Intimates kreative direktør, Sonja Davidsen, til Ekstra Bladet.
- Det er ikke første gang, det er sket. Og nu har vi sat vores advokater på sagen, siger hun.
Ekstra Bladet har talt med Simon Hansen, der er presse- og kommunikationschef hos forbrugerrådet Dansk mode & textil, og han bekræfter, at de mandag aften har modtaget sagen.
De har dog ikke nået at kigge nærmere på den endnu.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Melder kras kritik
Hændelsen falder ikke i god jord hos OW Intimates, og det er der flere årsager til.
- Det er ærgerligt, når et så stort brand som NA-KD stjæler vores design. Én ting er, at vi mister omsætning, fortæller Sonja Davidsen og fortsætter:
- Men fordi NA-KD er så stort et firma, så tror folk også, at det er dem, der har lavet designet. Og det er jo en løgn. Det bliver pludselig Mathilde Gøhlers kollektion og ikke vores.
Samtidig fortæller hun, at selvsamme Mathilde Gøhlers havde et samarbejde med OW Intimates, dengang deres design blev udrullet.
Se de forskellige varer herunder
Vil ikke kommentere sagen
Ekstra Bladet har forsøgt at få fat på Mathilde Gøhlers agent, Nina Shini, men afventer stadig svar.
Til B.T. fortæller hun, at hendes klient ikke vil udtale sig nærmere, før hun har dannet sig et overblik over sagen. Og hun afviser samtidig, at Mathilde Gøhlers samarbejde med OW Intimates skulle have skabt et unikt indblik i deres kollektioner.
Kender ikke udfaldet
Presse- og kommunikationschef hos Dansk mode & textil, Simon Hansen, ved ikke, hvordan sagen ender ud.
- Det er svært at sige, hvad der sker. Fordi der er bare ikke nogen rettesnor i de her sager, og hver sag er nærmest forskellig. Nogle gange er billeder dokumentation nok, andre gange skal advokaterne have produkterne i hånden fysisk.