McDonald's-kaos er stukket helt af

Sælger nuggets og brugt McDonald's-emballage til skyhøj pris

McDonald's-kaos er stukket helt af

Horder af mennesker stod i kø til særlig BTS-menu hos McDonald's i Jakarta.

Det skabte kaos flere steder, da McDonald's i Indonesien i sidste uge lancerede en menu inspireret af det sydkoreanske boyband BTS.

Onlinebestillinger sendte horder af leveringsbude ud efter menuerne, og til sidst blev 20 restauranter beordret lukket i 24 timer, mens 12 andre fik en skriftlig advarsel, da man frygtede, de mange besøgende ville sprede corona.

Kaos hos McDonald's i Indonesien, da den nye BTS-menu blev lanceret. Foto: Aditya Aji / Ritzau Scanpix
Kaos hos McDonald's i Indonesien, da den nye BTS-menu blev lanceret. Foto: Aditya Aji / Ritzau Scanpix

BTS-menuen består af 9/10 nuggets, mellem pomfrit, mellem sodavand og to saucer, cajun og sweet chili, udvalgt af bandet. Menuen kan lige nu købes i 50 lande indtil udgangen af juni.

Og partnerskabet mellem fastfood-kæden og K-Pop-bandet har også skabt kaos-lignende tilstande på auktionssiden ebay, hvor det lige nu flyder med både nyt og brugt emballage til priser i omegnen af 100 til 300 kroner.

BTS-menuen kommer i en til lejligheden designet emballage, som er i høj kurs på ebay. Foto: Shutterstock
BTS-menuen kommer i en til lejligheden designet emballage, som er i høj kurs på ebay. Foto: Shutterstock
 

Eksempelvis kan du lige nu for 184 kroner købe en pakke bestående af en brugt BTS-McNugget-æske, et brugt BTS-sodavandsbæger, en ny BTS-pose samt en af hver dyppelse.

Sælger påpeger, at de brugte æsker er gjort rene, men at der kan forekomme små mærker efter fedt.

Dyr nugget
Tidligere i juni stak det dog helt af, da en McDonald's-gæst fandt en nugget formet som en figur fra mobilspillet 'Among Us' i sin BTS-menu.

Den åbenbart eftertragtede kombination af nugget, BTS og 'Among Us' blev sat til salg med en startpris på en dollar, og hammerslaget endte på svimlende 99.997 dollars - svarende til 614.000 kroner.

Siden da er en lignende nugget blevet solgt for godt 87.000 kroner, men prisen ser nu ud til at have toppet. I skrivende stund er der sat flere 'Among Us'-formede nuggets til salg til skyhøj pris, som ikke har modtaget bud. En enkelt har dog modtaget 46 bud og nærmer sig 5000 kroner, mens en anden nugget er oppe i knap 650 kroner efter 107 bud.

Det virker dog stadig lidt dyrt for en enkelt nugget.

BTS-menuen kan ikke købes i Danmark, hvor McDonald's har eksisteret i 40 år. Her kan du læse om McMøgsagen over dem alle (+).