Mountainbike-rute plaget af sexorgier

En ny mountainbike-rute ved Middelfart på Fyn går gennem et område, som en gruppe mænd bruger til at dyrke sex

En gruppe mountinbikere på Fyn er løbet ind i et uventet problem. Rytterne på billedet har ikke noget med sagen at gøre. Arkivfoto: Joachim Ladefoged
En gruppe mountinbikere på Fyn er løbet ind i et uventet problem. Rytterne på billedet har ikke noget med sagen at gøre. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

En gruppe mountainbikere er løbet ind i et problem, de ikke havde forventet, da de planlagde en ny rute i Staurby Skov ved Middelfart på Fyn.

Et område i skoven bruges nemlig af en gruppe mænd, som mødes for at have sex, skriver TV2 Fyn.

Det er en gruppe mountainbike-entusiaster, som fortæller til mediet, at de er overraskede over problemets omfang. Blandt andre rytteren Per Strandstoft opdagede flere mænd, som gik søgende rundt i skoven, da han selv cyklede en tur.

- Og så går det ret hurtigt op for mig, hvad der foregår. Jeg ser fem mænd, der er i gang – helt bogstaveligt talt. Og da jeg kommer rundt, kører jeg nærmest ind i to mænd, der står under en meter fra sporet og har sex helt åbenlyst, fortæller han til mediet og understreger, at han selvfølgelig ikke mener, mountainbikerne har mere ret til at være der end andre.

TV2 Fyn har foreholdt Fyns Politi oplysningerne om mountainbikernes oplevelser, og de opfordrer til, at man kontakter politiet, hvis man har samme oplevelse, så politiet kan tage en snak med mændene.

Der er nemlig ikke tale om en ulovlig handling, medmindre nogen bevidst har forsøgt at blufærdighedskrænke andre, hvilket ikke synes at være tilfældet i denne sag.