Nu kan din hund streame løs på ny tjeneste

DOGTV kan nu blive en del af de danske hundeejeres streamingpakke

Vi må ikke håbe, at din vovse får firkantede øjne. Foto: Ritzau / Scanpix
Vi må ikke håbe, at din vovse får firkantede øjne. Foto: Ritzau / Scanpix

Nu kommer der endnu en tjeneste i streamingverdenen - men den er ikke til dig.

Tjenesten hedder DOGTV og er en godbid 24 timer i døgnet til din allerbedste, pelsede ven. Nemlig hunden.

Det skriver PlanetHundo, der er ejer af DOGTV, i en pressemeddelelse.

Videnskabeligt design
Streamingtjenesten vil ifølge PlanetHundo på baggrund af videnskab om, hvordan hunde ser billeder og opfatter lyde, producere indhold på alle døgnets timer.

Indholdet skal især tages i brug, når man ikke selv kan være hjemme sammen med dyret. Og det skal angiveligt både kunne sørge for afslapning, stimulering og eksponering.

Din hund skal potentielt aldrig kede sig igen. Foto: Johannes Skov Andersen / Ritzau Scanpix
Din hund skal potentielt aldrig kede sig igen. Foto: Johannes Skov Andersen / Ritzau Scanpix

Jesper Grønholdt, der er manden bag hundesuccesen, har selv nydt godt af servicen.

'Som hundeejer manglede jeg et sted, hvor alt det, vi hundeejere har brug for, var samlet. Lige fra den gode hundemad og godbidder til træningsfif, dyrlæge, videotræning og løbende stimulation af hunde,' udtaler han i pressemeddelelsen og fortsætter:

'Vores tjeneste vil gøre det meget lettere at være hundeejer i fremtiden, og ikke mindst kan den være med til at skabe et endnu bedre liv for hundene.'

Stor succes i USA
Ifølge pressemeddelelsen har DOGTV haft kæmpe succes i USA. Her har flere millioner mennesker spredt ud over landet benyttet sig af tjenesten i længere tid.

Udover at sende live-tv kan man gennem DOGTV også købe både kvalitetsgodbidder, hundetræning, online adgang til dyrlæger og kvalitetsfoder.

Tjenesten vil koste 79 kroner om måneden i sin grundform. Hvis man vil have den største pakke med lektioner og andet, koster det 279 kroner om måneden.