Opfyldte alle krav: 13-årig løb med sejren

Theodor fra Rågeleje vandt her til formiddag prisen 'Danmarks bedste smørrebrød'

13-årige Theodor vandt 'Danmarks bedste smørrebrød'.

13-årige Theodor vinder 'Danmarks bedste smørrebrød', hvor blandt andre Adam Price og Stig Rossen sidder i panelet.

Der blev i dag dystet om 'Danmarks bedste smørrebrød' i Brdr. Prices restaurant i Tivoli. Det var Schulstad, der havde arrangeret konkurrencen, og henover sommeren har danskerne kunne sende deres bud ind.

I blandt de fem finalister blev der serveret alt fra en jordbærmad til en klassisk kartoffelmad. Det var dog den 13-årige Theodor, der stjal sejren med sin friterede kulmulemad. Den unge smørrebrødsentusiast arbejder allerede på en ny mad.

- Mig og min far har allerede snakket om et andet stykke smørrebrød, hvor man putter stegt flæsk på brødet, som vi lige skal arbejde lidt på, og jeg laver også ret meget andet mad derhjemme.

Fornemt dommerpanel
Til at afgøre, hvem der skulle vinde prisen, var der flere prominente navne iblandt. Adam Price havde selv sat sig i dommerstolen, hvor han var flankeret af blandt andre sangeren Stig Rossen, der er selvudnævnt smørrebrødsentusiast, samt gastronomiredaktør Ole Troelsø.

Dommerpanelet sammen med dagens vinder, Theodor. Foto: Anthon Unger
Dommerpanelet sammen med dagens vinder, Theodor. Foto: Anthon Unger
 

- Vi elsker jo smørrebrød, og det her er den eneste af vores seks restauranter, der serverer smørrebrød, så da vi blev spurgt sagde vi selvfølgelig ja med det samme, fortæller Adam Price til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Det har været et højt niveau i dag. Velsmagende og originalt. Det viser sig så, at det er en 13-årig dreng, der er højdespringeren. Og det har ikke noget at gøre med at han er 13 år. Theodors smørrebrød havde bare alt det et smørrebrød skal indeholde, og derfor vandt han.

Du kan se de fem smørrebrød fra dagens finale her.

Billedgalleri