Prisvindende rotte går på pension

Rotten Magawa går på pension efter fem års arbejde med at rydde landminer i Cambodia. Nu hylder organisationen dens arbejde

Helte-rotten Magawa går på pension. Foto: PDSA UK/Ritzau Scanpix
Helte-rotten Magawa går på pension. Foto: PDSA UK/Ritzau Scanpix

Det skaber sjældent overskrifter, når en rotte går på pension.

Egentlig er det vil sjældent, at en rotte i det hele taget har et arbejde. Men for rotten Magawa har arbejdslivet budt på fem hårde år, hvor den har lugtet sig frem til landminer i Cambodia.

Det skriver People.

Magawa arbejdede for en NGO fra Belgien ved navn APOPO, som træner gambianske kæmperotter til at opdage landminer. I en pressemeddelelse fortæller organisationen, at de har valgt at sende Magawa på pension, selvom han stadig har et godt helbred.

I løbet af sin karriere har rotten fundet hele 71 landminer og yderligere 38 ueksploderede sprængstoffer, hvilket er flest nogensinde af APOPO's rotter.

'Over de sidste fem år har han hjulpet med at rydde over 225.000 kvadratmeter land, som gav de lokale plads til at leve, arbejde, lege og gå i skole, uden frygt for at miste liv og lemmer', skriver APOPO i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan ser det ud, når rotterne leder efter miner. Foto: Ilec Vilaculo/Ritzau Scanpix
Sådan ser det ud, når rotterne leder efter miner. Foto: Ilec Vilaculo/Ritzau Scanpix
 

Rotten blev født i Tanzania i 2013, hvor han påbegyndte sin træning. Siden rykkede han til Siem Reap i Cambodia i 2016, hvor den glorværdige karriere fik sin begyndelse.

Vandt guld
Magawas arbejde er da heller ikke gået ubemærket hen. I efteråret 2020 vandt han nemlig en pris.

Det var organisationen PDSA, som hylder heltemodige dyr, der gav Magawa en guldmedalje.

Selve medaljen blev naturligvis lavet i miniature-udgave, så Magawa kunne få den om halsen.