Revser kryptovalutaer: - Vær forberedt på at miste alt

Centralbankdirektør i Bank of England, Andrew Bailey, advarer investorer mod kryptovalutaer, som ifølge ham ikke har nogen værdi

Kryptovalutaer har ikke nogen reel værdi, og investorer risikerer at miste alle deres penge, advarer direktøren i Bank of England. Foto: OZAN KOSE/Ritzau Scanpix
Kryptovalutaer har ikke nogen reel værdi, og investorer risikerer at miste alle deres penge, advarer direktøren i Bank of England. Foto: OZAN KOSE/Ritzau Scanpix

Markedet for kryptovaluta er hot, og flere af valutaerne ræser mod skyerne i voldsomme kursstigninger.

Men de har ikke nogen reel værdi, advarer centralbankdirektøren i Bank of England, Andrew Bailey.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt CNBC, på baggrund af et pressemøde torsdag.

- De har ikke nogen egentlig værdi. Det betyder ikke, at folk ikke tillægger dem en værdi, for de kan godt have en tillagt værdi. Men de har ikke nogen egentlig værdi.

- Jeg siger det meget hårdt igen; køb dem kun, hvis du er forberedt på at miste alle dine penge, sagde han på pressemødet.

Advarede også sidst
Det er ikke første gang, netop Andrew Bailey har advaret mod kryptovalutaer. I 2017 steg kryptovalutaer for første gang voldsomt i værdi, hvilket siden er blevet kaldt 'krypto-boblen', fordi de efterfølgende tog et voldsomt fald.

Inden faldet kom Andrew Bailey dog med præcis samme advarsel om, at man skulle være klar til at miste alle sine penge.

Dengang fik han ret.

Voldsomme stigninger
Kryptovalutaer som Bitcoin, Ethereum og den mere specielle Dogecoin er steget voldsomt i værdi i løbet af de seneste måneder, og danskerne har også kastet sig over investeringerne i stor stil.

Stigningerne er blandt andet sket, fordi store virksomheder og personligheder som Tesla og dennes direktør, Elon Musk, offentligt har talt godt om blandt andet Bitcoin, som man nu kan handle med hos Tesla.

For nylig sendte Elon Musk også Dogecoin til skyerne, da han kaldte sig selv for 'Dogefather' på Twitter, mens han offentliggjorde sin kommende vært-tjans i 'Saturday Night Live'.

Her skal han være med tidlig morgen søndag dansk tid, og mange forventer, at der kommer et indslag om Dogecoin.

Hvis du ikke er bange for Andrew Baileys udtalelser og i stedet selv vil kaste dig over investering i kryptovalutaer, så har Ekstra Bladet lavet en stor guide, du kan læse her.