Rigsarkivet bestormet

En lovændring, der giver alle borgere lov til gratis at se, hvad der er noteret om dem, har medført ekstrem travlhed i Rigsarkivet

Rigsarkivet har i dag omkring 300 TB (digitalt skabte arkivalier) og 470 hyldekilometer arkivalier (papir). Foto: Per Volkver
Rigsarkivet har i dag omkring 300 TB (digitalt skabte arkivalier) og 470 hyldekilometer arkivalier (papir). Foto: Per Volkver

Indtil december 2020 skulle man ansøge om dispensation for at få udleveret oplysninger fra Rigsarkivet om sig selv.

Siden loven ved årsskiftet blev ændret, er det nu blevet en rettighed for den enkelte borger at få vide, præcis hvilke oplysninger der er blevet arkiveret om ens person.

At det samtidig er blevet gjort gratis at sætte Rigsarkivets medarbejdere i sving med at grave oplysninger om en selv frem i arkivet, har ikke gjort danskernes trang til information mindre.

Ekstra Bladet skrev om ændringen og den medfølgende travlhed i sidste måned, og siden da er travlheden kun vokset.

Friske tal
I de første to måneder modtog Rigsarkivet 10.000 henvendelser fra nysgerrige borgere, hvilket er det samme antal henvendelser, som de sædvanligvis modtager på et helt år.

På Rigsarkivets enorme reoler findes der informationer om alle borgere i Danmark. Foto: Jens Dresling Livsstil Efter lovændring: Nu kan du se ALT om dig selv

Helt friske tal - som Rigsarkivet netop har fremsendt til Ekstra Bladet - viser, at antallet af borgerhenvendelser nu er oppe på 15.439.

Det, som flest ønsker at få oplyst, er stadig deres præcise fødselstidspunkt. Det har 8.510 efterspurgt. Dernæst kommer forespørgsler, der omhandler dokumentation for uddannelse, hvilket 3.336 har spurgt om.

Som følge af den øgede interesse må man forvente, at det kan tage op til et halvt år at få svar på sin henvendelse, oplyses det fra Rigsarkivet.

Hvis du vil vide mere om, hvad Rigsarkivet gemmer af oplysninger om dig og ikke mindst, hvordan du få fat i disse oplysninger, kan du læse om det HER (+)