Den 67-årige italienske kunstner Salvatore Garau har solgt et usynligt kunstværk for 14.820 euro. Det skriver flere internationale medier.
Kunstværket var sat til salg hos det italienske auktionshus Art-Rite, hvor det var vurderet til mellem 6000 og 9000 euro.
Værket hedder 'lo sono', som betyder 'jeg er'. Det beskrives som en immateriel skulptur, der skal placeres i en privat bolig på et sted, hvor det kan stå frit. Værket kræver et område, der måler cirka 150x150 centimeter, og ledsages af et ægthedsbevis underskrevet af Salvatore Garau selv.
Han argumenter for, at der ikke er tale om ingenting, men et vakuum.
- Vakuumet er intet andet end et rum fyldt med energi, og selvom vi tømmer det, og der ingenting er tilbage, så har det 'ingenting' en vægt, ifølge Heisenbergs usikkerhedsprincip.
- Derfor har den ('ingenting', red.) energi, der kondenseres og omdannes til partikler - det vil sige til os, siger Salvatore Garau ifølge det spanske medie as.com.
Ifølge Newsweek er det ikke første gang, den idérige kunstner skaber et usynligt kunstværk.
I maj udstillede han 'Buddha in contemplazione' - 'Buddha i kontemplation' - på Piazza della Scala i Milano. I den forbindelse lagde han en video af værket på sin Instagram.
Måske er du ikke så heldig at have et usynligt kunstværk stående, men tjek alligevel lige børneværelset, for disse figurer er guld værd! (+)