Det var noget af en overraskelse for en 31-årig kvinde fra Aarhus, da hun denne søndag fandt ud af, at hun havde vundet næsten tre millioner danske kroner.
'Lige pludselig bimlede og bamlede det, og jeg kunne se en masse tal. Jeg fik et chok og lukkede faktisk min telefon,' fortæller kvinden, som ønsker at være anonym, til Danske Spil.
Men det var altså god nok. Kvinden gik efter det store lysshow på telefonen ind på TivoliCasino.dk, hvor hun altså så, at hun havde vundet hele 2.870.000 kroner.
Det er den største gevinst, der er vundet, siden websiden åbnede tilbage i 2012.
'Jeg anede ikke, at man kunne vinde så mange penge. Jeg var rundforvirret, og min første tanke var, at det virkelig ikke kunne passe,' lyder det fra vinderen.
Falder på et tørt sted
Og det var da også nogle penge, der virkelig kunne bruges for den 31-årige fra Aarhus.
Hun var nemlig i gang med at færdiggøre sin uddannelse, da hun oplevede en slem rygskade, der fik hende til at stoppe med uddannelsen.
Kvinden, der har to børn og et SU-lån, er derfor rigtig glad for de mange penge.
'Jeg har været igennem en svær tid. Det er ikke så længe siden, jeg mistede min far, og jeg har været sygemeldt gennem længere tid på grund af en skade i ryggen, der betyder, at jeg ikke kan færdiggøre min maleruddannelse,' fortæller kvinden.