Se de vilde billeder: Jesper har tabt 63 kilo under nedlukning

Jesper Steensig har gennemgået noget af en forvandling under coronanedlukningen

35-årige Jesper Steensig har i den grad lagt sit liv om under coronanedlukningen. Foto: Privat
35-årige Jesper Steensig har i den grad lagt sit liv om under coronanedlukningen. Foto: Privat

I januar sidste år stillede 35-årige Jesper Steensig fra den lille landsby Mammen i Midtjylland sig op på vægten.

Her fik han sig noget af et chok.

Vægten sagde nemlig 150 kilo - langt mere end Steensig nogensinde havde vejet før.

Det fik ham til at stoppe op og tænke efter, og kort efter tog han en livsændrende beslutning. Han ville tabe sig, og det skulle være nu.

- Der gik det op for mig, at jeg var nødt til at gøre noget, siger Steensig, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

- Så jeg begyndte at træne nede i det lokale Loop-center, men der gik ikke lang tid, før det lukkede på grund af corona, og så var jeg nødt til at finde ud af, hvad jeg så skulle. Lige ved siden af lå der en cykelhandler, og så besluttede jeg mig for, at jeg ville købe den cykel, jeg længe har tænkt på, og begynde at cykle.

Sådan så Rebel Wilson ud før sit store vægttab. Foto: Danny Moloshok/Ritzau Scanpix Intl. kendte Efter enormt vægttab: - Jeg ligner stadig mig selv

Derefter tog det i den grad fart. Fra slet ikke at have cyklet i flere år gik Steensig til at cykle 650 kilometer på et par måneder, og kiloene raslede af med lynets hast.

- Jeg kunne jo se, at kiloene begyndte at rasle af. Så tabte jeg fem kilo, så fem mere, og det fortsatte bare, siger Steensig, der blev mere og mere motiveret:

- Jeg er jo et konkurrencemenneske, og jeg kunne se, at det gik virkelig stærkt med de ændringer, jeg gjorde i forhold til både kost og motion, og det gav mig bare endnu mere blod på tanden.

Her ses Jesper Steensig, efter han havde tabt sig 51 kilo. Foto: Privat
Her ses Jesper Steensig, efter han havde tabt sig 51 kilo. Foto: Privat

Lagt kost om
Steensig fortæller, at han har skåret væsentligt ned på mængden af mad, mens også søde sager stort set er skåret helt fra i dagligdagen.

- Det var ikke, fordi jeg spiste vildt usundt og en masse junk før, men jeg spiste mange portioner og alt for meget, siger han og forsætter:

- Nu spiser jeg tre måltider om dagen, der blandt andet består af en masse salat, og jeg har skåret alt, hvad der hedder slik væk. Det eneste, jeg har holdt på, er min Cola Light, og så er der selvfølgelig plads til at tage noget lækkert en gang imellem, når jeg for eksempel skal fejre, at jeg har tabt ti kilo eller en anden milepæl. Men det er vigtigt for mig, at det er kalorierne værd, når jeg gør det.

Jesper er begyndt at løbe og jagter hver dag sin egen personlige rekord. Foto: Privat
Jesper er begyndt at løbe og jagter hver dag sin egen personlige rekord. Foto: Privat
 

I dag er Jesper Steensig gået fra en størrelse xxxxx-large til large, og han har med egne ord aldrig haft det bedre. I dag siger tallet på vægten 87 kilo, og den ændring har han nået på bare et år.

- Jeg har nærmest aldrig haft det bedre, og det er dejligt at mærke, hvor stolt min kone og min søn er, siger han og fortsætter:

- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så langt ned i vægt. Jeg havde håbet på at komme under 100 kilo. Det var mit mål, men det har virkelig virket for mig at gøre det nemt for mig selv, og så har jeg været hjulpet godt på vej af mit konkurrencegen, som hele tiden har fortalt mig, at jeg skulle slå mine egne rekorder.

Jesper håber at kunne holde vægttabet ved lige, når han igen starter på arbejde. Foto: Privat
Jesper håber at kunne holde vægttabet ved lige, når han igen starter på arbejde. Foto: Privat
 

- Jeg er jo for eksempel også begyndt at løbe, og det er ikke længere nok at løbe fem kilometer. Det skal helst være 10, 15, og i dag slog jeg min egen rekord og løb 21, siger han videre.

Nu er den helt store udfordring for Jesper Steensig at holde de gode takter ved lige, når han starter på job som taxachauffør igen, fortæller han.

- Jeg skal lære, hvordan jeg skal holde det. Nu hvor jeg skal til at arbejde igen, tror jeg, at opskriften bliver, at jeg skal holde kosten ved lige og få motioneret, når jeg har fri. Jeg tror på, at det nok skal gå.

Rebel Wilson i starten af 2020, inden hun satte gang i et stort vægttab. Foto: Danny Moloshok/Ritzau Scanpix Intl. kendte Hollywood-stjerne antyder brud: 'Single'

130 kommentarer
Vis kommentarer