Skør brøler under Zoom-retsmøde: - Hvilken slags idiot gør det?

Dommeren Jeffrey Middleton fandt det ikke sjovt, da en tiltalt dukkede op til det virtuelle retsmøde med Zoom-navnet 'Buttfucker 3000'

Se det absurde retsmøde her.

Mens coronakrisen uden tvivl har skabt problemer mange steder, så er der også kommet mange sjove oplevelser ud af, at hverdagen for mange er blevet mere virtuel.

Flere steder i USA er retsmøder blandt andet flyttet ud af retssalene og ind på Zoom. Når man ikke er alt for stærk teknisk, kan det dog skabe problemer - hvilket advokaten Rod Ponton fandt ud af tidligere i år, da han pludselig blev til en kat.

Dommeren tog det dog med et smil i den sag, men det samme var ikke tilfældet 11. maj, da der var retsmøde med dommer Jeffrey Middleton fra St. Joseph County, Michigan.

Her var Nathaniel Saxton blandt de tiltalte, men det var ikke det navn, som dommeren, advokater og andre tiltalte blev mødt med, da han - lidt senere end flere andre deltagere - loggede ind via Zoom. I stedet dukkede navnet 'Buttfucker 3000' op på skærmen.

- Dit navn er ikke 'Buttfucker 3000', din yo-ho, der logger ind i mit retslokale med det som brugernavn. Hvilken slags idiot logger ind i retten på den måde? lød det vredt fra den knap så imponerede dommer.

Dommeren var ikke imponeret, da han så brugernavnet. Foto: YouTube/Judge Jeffrey Middleton
Dommeren var ikke imponeret, da han så brugernavnet. Foto: YouTube/Judge Jeffrey Middleton
 

Gav søsteren skylden
I videoen kan man se en tydeligt forvirret Nathaniel Saxton, der ifølge flere medier - heriblandt NY Post - var tiltalt for besiddelse af narko, efter han var blevet anholdt med en brugt sprøjte med spor af metamfetamin i.

Han mente ikke, at han havde kaldt sig noget i den stil, fik han forklaret, inden han blev smidt ud.

Da han kort efter dukkede op igen - denne gang med sit rigtige navn - fik han forklaret, at det var hans søster, der havde lavet brugeren for ham, og at navnet var en intern joke.

- Jeg er så flov. Undskyld, fik han fremstammet.

Nathaniel Saxton erklærede sig skyldig og fik en bøde på 200 dollars - 1227 kroner. Det kunne dog have endt meget værre, fortalte dommeren, efter han havde spurgt, om søsteren var til stede. Det var hun dog ikke.

- Så fortæl hende, at hun næsten fik dig smidt i fængsel for foragt for retten, svarede dommeren manden, der igen-igen undskyldte for brugernavnet.

Du kan se den spøjse episode i videoen over artiklen.