Under coronapandemien har samlekort og brætspil oplevet en stor popularitet hos forbrugere, som har opholdt sig mere derhjemme.
Den efterspørgsel er fortsat i de første tre måneder af 2021, viser det seneste regnskab fra den amerikanske underholdningskoncern Hasbro.
Hasbro er kendt for blandt andet at stå bag kortserien 'Magic: The Gathering' og brætspillet 'Dungeons & Dragons'.
Selv om begge brands er flere årtier gamle - Dungeons & Dragons er faktisk fra 70'erne - så er forbrugerne langtfra blevet trætte af dem.
Ud af en samlet omsætning på 6,9 milliarder kroner står den produktkategori, der omfatter blandt andet 'Magic: The Gathering' og 'Dungeons & Dragons', for 1,5 milliarder kroner. Det er en stigning på 15 procent i forhold til sidste år.
Milliardforbedring
Det stigende salg er med til at give Hasbro et overskud på 715 millioner kroner i første kvartal af året. Det er en stor forbedring på små 1,2 milliarder kroner i forhold til samme kvartal sidste år.
Dengang havde legetøjsgiganten et underskud på 429 millioner kroner.
- Vores første kvartal gav en god start på året. Hele holdet var med til at sikre fremgang i omsætningen og indtjeningen, siger Deborah Thomas, finanschef i Hasbro, i en kommentar til kvartalsregnskabet.
Foruden spillekort og brætspil står Hasbro også bag en række andre produkter. Det drejer sig om eksempelvis legetøjsvåbenserien Nerf, Transformers-legetøj, G.I. Joe og My Little Pony.
Hasbro er på grund af sine produkter og sit kundesegment en stor konkurrent til danske Lego, der ligeledes henvender sig til særligt børn og unge.
I 2019 købte Hasbro firmaet bag Gurli Gris for et svimlende beløb. Det kan du læse meget mere om her, hvor du kan komme helt tæt på milliardgrisen.