Game over.
Sådan lyder meddelelsen for de 400 ansatte hos streaming-giganten Twitch, der mandag offentliggjorde en stor fyringsrunde i firmaet.
Det skriver Gamereaktor.dk
- I dag (mandag, red.) meddelte jeg vores ansatte i Twitch, at vi har taget den svære beslutning om at reducere størrelsen af antallet af vores ansatte, hvilket betyder, at vi må sige farvel til lidt over 400 mennesker, siger den nye direktør for Twitch, Dan Clancy, i en pressemeddelelse efter at have siddet på posten i blot fire dage.
Han beskriver situationen som en hård beslutning, der har krævet meget omtanke, men som i sidste ende har været nødvendig som konsekvens af en forværret samfundsøkonomi.
- Ligesom mange virksomheder er vores forretning blevet påvirket af det nuværende makroøkonomiske miljø, og derfor har brugervæksten og omsætningen ikke holdt trit med vores forventninger. For at kunne drive en bæredygtig forretning, har vi derfor truffet den meget svære beslutning om at skrumpe størrelsen af vores arbejdsstyrke, siger Dan Clancy videre.
Millioner af brugere
I 2022 havde Twitch godt og vel 31 millioner daglige brugere, som ser indhold fra tre millioner, der streamer.
Twitch er både en hjemmeside og app, der bruges til at sende livestreams.
De fleste bruger platformen til at streame computerspil, men hvis man ikke til den slags, kan man også opleve folk, der laver mad eller andet underholdning. Der er også mulighed for at interagere med dem, der streamer indholdet.