Allerede i januar måned kastede den 18-årige amerikanske skolepige Peyton Manker sig ud i det hårde arbejde med henblik på at kreere en utrolig skolebals-kjole, som hun skulle have båret til Prom-festen for nylig. Festen blev dog aldrig til noget på grund af coronakrisen i USA.
Til gengæld deltager Peyton Manker fra byen Sparta i staten Illinois i en konkurrence, der vil præmiere den elev, der laver den bedste skolebals-kjole i USA, hvor man kan vinde et såkaldt 'scholarship', en betalt uddannelse.
Peyton har i øvrigt tænkt kreativt ud af boksen og har lavet sin kjole med et coronatema, der sætter fokus på de sidste mange hårde måneder i USA.
Det skriver flere medier heriblandt CNN.
Hvis man kigger nærmere på udsmykningerne og detaljerne på den imponerende kjole, kan man se, at Peyton i den grad har ladet sig inspirere af coronakrisen i USA . Der er to nærbilleder af mennesker iført mundbind på kjolen. Et andet sted har hun skabt en række læger og sygeplejersker og hjemmehjælpere, der alle har haft centrale roller med henblik på at bekæmpe epidimien. Og et tredje sted på kjolen kan man se folk fra hele verden flygte fra den frygtelige corona-virus. Som en ekstra genial detalje har hun også skabt en håndtaske, der er formet som et coronavirus.
Da Peyton Manker startede på kjolen i januar, tænkte hun overhovedet ikke på, at kjolen skulle have et coronatema. Det kom først på banen, da USA blev ramt af corona, og hendes eget liv i den grad blev påvirket af coronakrisen med karantæne og virtuel undervisning samt hendes netop overståede virtuelle eksamen.
Peytons mor, Suzy Smith Manker, lagde også et billede af Peytons Prom-kjole ud på sin egen Facebook, hvor opslaget gik fuldstændig viralt. Netop nu er det delt 254.000 gange og har fået 148.000 likes.