En gammel lerkrukke er for arkæologer et ganske typisk fund.
Men for en gruppe unge frivillige på et israelsk udgravningssted, skulle indholdet af krukken vise sig at være alt andet end almindelig.
Den indeholdt nemlig hele 424 guldmønter, der viste sig at være 1100 år gamle, skriver The Jerusalem Post og BBC.
- Det var utroligt. Da jeg udgravede jorden, så jeg, hvad der lignede meget tynde blade. Da jeg så efter, viste det sig at være guldmønter, fortæller Oz Cohen, der var med til at afdække den begravede skat.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hvem der ejede rigdommen, og hvorfor den var begravet, er et mysterium.
Men guldmønterne, der samlet set vejer 845 gram, ville dengang have været en enorm formue.
'At finde guldmønter, særligt i sådan en mængde, er ekstremt sjældent. Vi finder dem næsten aldrig ved arkæologiske udgravninger, da guld altid har været meget værdifuldt - ofte smeltet ned og genanvendt fra generation til generation', fortæller Liat Nadav-Ziv og Elie Haddad, der leder udgravningen, i en pressemeddelelse.