Utroligt: 86-årig kvinde er blevet tip-tipoldemor

86-årige Mary Marshall kan nu kalde sig Skotlands eneste tip-tipoldemor

Mary Marshall har fået en helt særlig titel. Foto: Katielee Arrowsmith, SWNS/Ritzau Scanpix
Mary Marshall har fået en helt særlig titel. Foto: Katielee Arrowsmith, SWNS/Ritzau Scanpix

Den skotske kvinde Mary Marshall på 86 år kan med fødslen af hendes tip-tipoldebarn Nyla, der kom til verden i slutningen af maj, kalde sig Skotlands eneste tip-tipoldemor.

Det skriver flere skotske og britiske medier, blandt andre BBC.

Mary Marshall har ifølge mediet otte børn og utrolige 90 børnebørn, oldebørn, tip-oldebørn og nu også tip-tip-oldebørn. Seks generationer af hendes familie lever i øjeblikket, og det er familien en af de eneste i Storbritannien, der kan prale af.

Til den skotske udgave af The Sun har familien sat ord på den noget usædvanlige historie.

- Da vi fandt ud af, at jeg var gravid, jokede vi med, at vi nok kunne slå en eller anden rekord, har den 17-årige nybagte mor til Nyla, Toni-Leigh Aitken sagt til avisen.

Mormoren til den nyfødte pige er Carrie på 35 år, hendes mor er Chyrel på 50 år, hendes mor er Rose på 68 år, og den stolte matriark og tip-tip-oldemor er således Mary Marshall på 86 år.