- Derfor deler jeg så meget af mig selv

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner.  Det er altid en balance, når influencere vælger at dele ud af deres liv. Sabrina Sau overvejer stadig, om det er den rigtige beslutning at dele sine forhold

Privatfoto
Privatfoto

Nu har jeg været influencer i godt to et halvt år. Jeg har altid haft en stor passion for billeder, sociale medier og dét at kunne dele og sætte ord på op- og nedturene i mit liv.

Instagram er mit frirum. Mit liv i billeder.

Det er herinde, jeg deler mine tanker, mine glæder og mine sorger. For mig falder det helt naturligt at dele ud af mit liv, fordi det for mig er en måde at udtrykke mig selv og mine følelser på.

Min profil afspejler mig, og hvem jeg er. Mine stories er som regel mere rodede og fjollede, hvor mine opslag er mere fint og 'perfekt' vinklet.

Jeg tænker vitterligt ikke meget over, hvad - og hvor meget - jeg deler ud af, af mit liv, igen fordi det er min platform og mit frirum. Jeg får altid søde kommentarer og rosende ord med på vejen i alt, hvad jeg deler. Jeg har de sødeste følgere, og jeg værdsætter hver og en af dem.

Ville skrue tiden tilbage
Jeg ville dog ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage og ikke have delt ud af mine forhold. Men sådan kan man jo altid være bagklog.

Jeg har desværre ikke været superheldig med de fyre, jeg har fundet, og der skete noget meget uventet et par dage efter, at jeg slog op med min seneste kæreste.

Min datters far inviterede mig ud, og vi er nu sammen igen efter to et halvt år fra hinanden. Det er inderst inde et ønske, jeg altid har gået rundt med, og derfor kom det hele som et kæmpe chok for mig. 'Sker det her? Kan det virkelig passe?' Jeg indrømmer gerne, at da han begyndte at skrive til mig, skreg jeg af pure glæde.

Vi delte rimelig hurtigt ud af vores genfundet kærlighed - og set i bakspejlet skulle vi måske have ventet. Det kan naturligvis give folk en negativ holdning omkring én, at man så hurtigt er videre til et nyt forhold.

På den anden side er der jo ingen, der er tvunget til at følge med i mit liv, og hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, har de jo heldigvis mulighed for at trykke på unfollow-knappen.

Sabrina og Benjamin var væk fra hinanden i to og et halvt år, men nu er de sammen igen. Foto: Privat
Sabrina og Benjamin var væk fra hinanden i to og et halvt år, men nu er de sammen igen. Foto: Privat
 

Det rigtige at gøre
Benjamin og jeg delte ud af det, da vi begge følte, at det var det rigtige at gøre, så vi heller ikke behøvede at skjule os for nogen i offentligheden. Folk snakker jo.

Det vigtigste for Benjamin og mig var faktisk bare, at vores datter følte sig tryg ved hele situationen. Vi startede derfor de første uger ud med kun at ses, når hun sov. Langsomt begyndte vi at lave nogle små familieture, som f.eks. en tur i zoologisk have, at spise aftensmad sammen, en tur på legepladsen mv., og langsomt øgede vi samværets længde. Vi har på intet tidspunkt kunnet mærke nogen utryghed eller usikkerhed fra vores datters side. Hun har taget imod mor- og farforholdet med åbne arme. Hun startede hurtigt ud med, at far ikke måtte tage hjem, og at han skulle blive og sove hos os. Hun har manglet sin far i hverdagen, det er tydeligt at mærke.

Faktisk har hun, siden hendes far kom ind i billedet, virket langt mere moden og åben. Hun har klaret det hele til ug, og vi er enormt glade for, at det har været så roligt og nemt at finde sammen igen.

Hvad andre folk mener om mig, eller om os, er fuldstændig underordnet. Vi er glade, og det er det eneste, der har en betydning for os. Man kan enten støtte os eller lade være.

Burde overvejes
Men JA, til tider burde jeg måske genoverveje, hvor meget jeg inddrager mine følgere i mit liv, men helt ærligt, hvorfor skulle jeg? Hvorfor begrænse mig selv i, hvad jeg deler og tænke over, hvad folk tænker om disse ting? Det er jo min profil og derfor også mit valg, hvad jeg vælger at poste og dele ud af.

Jeg er langtfra den eneste, der gør det. Der findes et utal af influencere, bloggere og youtubere - og vi gør det jo alle, fordi vi godt kan lide det.

De ganske få negative, der har været på min profil, bliver blokeret, og så er jeg videre igen. Jeg passer mig selv og mit liv og lader andre gøre det samme.

Kærligheden blomstrer igen for parret. Foto: Privat
Kærligheden blomstrer igen for parret. Foto: Privat