Hundragen: Bitre mænd frygter kvinder

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Hundragen langer i denne uge hårdt ud efter mænd, der slutshamer

Foto: Frank Dyring
Foto: Frank Dyring

'Mænd gider ikke en rundetrunte,' skrev en fyr til Hundragen i forbindelse med min skrivelse om 'Den første gang'.

Han gav en ret lang og vanvittig begrundelse på sin retfærdiggørelse af devaluering, som er fuldstændig biologisk og historisk forkert!

Han påstod, at mænd ikke gider promiskuøse kvinder, og han toppede den med hele flosklen om, at han og andre mænd slutshamer - ikke af ondskab, men fordi det er forankret i deres biologi at vælge en kvinde, som kan tildele eget afkom.

Her er han gakkelakket ud over kanten! For han TROR, at han har ret!

Men det eneste, han viser, er, at han er faldet i samme religiøse indoktrinering på den ærbare kvinde. En idé, der er så ny, at den er en baby i verdenshistorien.

Vedkommende var da også venlig nok til at fortælle mig, at jeg ikke falder i hans smag som hustru, fordi jeg har 'reddet pik-karrusellen, siden jeg var 16 år'.

Det er jo venligt af ham.

Selvom jeg naturligvis også bliver lidt trist. Nu skal jeg jo overkomme skuffelsen over, at jeg ikke er uimodståelig for alle i forhold til ægteskab!

Øvser!

Bitre mænd slutshamer
Sagen er blot, at for de mænd, der benytter slutshaming som årsag til at fravælge en majoritet af kvinder, sker det af nød.

De har simpelthen ikke noget valg!

Kvinden er den selektive part, når det kommer til valg af sexpartner.

Det er ud fra, at biologien tildeler hende at være den frugtbare. Derfor er der parametre, hun, naturligvis også ud fra egen status i genpuljen, kigger på.

Den attraktive kvinde har - ligesom den attraktive mand - mange valg.

Så en attraktiv, frisindet kvinde vil næppe vælge Børge med overvægt, slatne ansigtstræk og en mentalitet til at sidde i kælderen dagen lang og spille World of Warcraft.

Hun vil nærmere gå efter en med status i form af enten udseende, magt eller ressourcer. Også ved engangsknald.

Derfor er der mænd, der slutshamer, fordi de fravælges! Fordi de er bitre.

Fordi det er den eneste fortælling, de kan give sig selv om, at de konstant fravælges af de kvinder, der synes at vælge alle andre til.

'Hun skal devalueres'
Det er da også megaunfair, at den kvinde, der ikke er nærig med sine kønssafter, springer over lige præcis DIN sløje diller.

Så skal hun sgu devalueres!

For det er jo ikke DIG, der er noget galt med!

Som jeg forklarede ham i hans fejlagtige antagelse på biologi, kom slutshaming med bevidstheden om, hvordan vi reproducerer. Det er altså en nyreligiøs indoktrinering, der primært kom med syndefaldet og angsten for 'fissen'.

For den er farlig! Den lokker mænd i fordærv! Den har startet krige! Den har fravalgt ægtemænd til fordel for andre mænd. Den lokker unge munke ud af deres cølibat, og den får mænd til at miste hovedet.

Derfor skrev nogle kvindehadende munke: 'Malleus Maleficarum' ('Heksehammeren').

Masser af frygt
Så når en fyr fortæller mig, at han aldrig vil gifte sig med mig, fordi jeg er 40 plus og har horet mig tværs igennem Danmark, så er der mere i det!

Der er frygt!

Frygten for, at jeg har et sammenligningsgrundlag.

Frygten for, at han alligevel vil være længe fravalgt!

For attraktive, frisindede kvinder har jo et valg til at vælge noget helt andet end ham. Præcis som den lækre, attraktive mand!

Lækre mænd slutshamer ikke
Det er også derfor, de lækre, attraktive mænd sgu aldrig slutshamer, for de har jo valg!

De har ikke brug for at devaluere en kvinde på antal af partnere. De VED nemlig, at mange partnere ikke betyder, at hun er ukritisk eller uintelligent.

Det betyder erfaring, muligheder og et privilegium at blive valgt, for attraktive mennesker HAR bare flere partnere at vælge imellem.

Og det største privilegium er da at være den, et andet menneske giver sin kærlighed frem for et overload på reptilhjernen i sex.

Sex er naturligt
Sex er liv! For det er artens videreførelse, og da vi trådte ud af hulerne, anede vi ikke en kæft om forplantning, eller hvorfor børn kom.

Derfor var sex naturligt og ikke underlagt en tilgang til seksuel monogami.

Vi levede også anderledes i flokke, hvor alle hjalp alle med at opfostre, og overlevelse var betinget af fællesskabers styrke.

Ingen flok og samarbejde = ingen mad, varme eller overlevelse!

Så alle havde en interesse i, at de unger, der var en del af den flok, opvoksede til stærke jægere, som kunne være med til at nedlægge en mammut og bekæmpe en sabeltiger.

Mennesket er et flokdyr
Så når han ævler om forsørgelse og enlige mødre, så taler han ud fra en ret snæver historieforståelse og endnu mindre viden på biologi.

Mennesket ER faktisk et flokdyr, der er designet til at leve i en forenethed, så alle kan bidrage og styrke flokken.

Når du intet aner om æg/sædcelle, kan det jo ikke have en betydning for, om du er leverandør af nogle gener.

Så en mand, der fortæller mig, at han ud fra biologi slutshamer mig, kan jeg naturligvis kun respondere:

At jeg ud fra biologi netop springer over hans sørgelige røv! For min naturlige, biologiske selektivitet har allerede frasorteret ham som potentiel mage.

Jeg som attraktiv stærk HUN vælger sgu da ikke en svag HAN, der på sex, magt og ressourcer intet har at tilbyde.

En svag HAN, der er SÅ lidt i sig selv, at han er angst for, at jeg forlader ham for noget bedre.

Stærke hanner og hunner devaluerer ikke andre på, hvor mange partnere de har haft.

Det har de slet ikke behov for.

De vil nemlig skide på gamle, indoktrinerede religiøse dogmer og andres holdninger til dem.